Kunsthal Spritten er åben hele weekenden. Grafik: Kunsthal Spritten
Det sker

Sneak peak: Kunsthal Spritten er åben med forsøgsudstilling

Lokalerne til den kommende kunsthal er stadig en ruin. Men kig forbi og oplev kunst i rummene

11. august 2022 kl. 17:04

Fra fredag kl. 11 er Kunsthal Spritten åben for interesserede, der har lyst til at fornemme, hvordan kunst kan opleves i den gamle bygninger, der i 100 år blev brugt til at fremstille spiritus.

Tre kunstnere har installeret sig i kedelhallen og transformeret den til fremtidens kunsthal med fokus på digital kunst og kultur.

Det er blandt andet den verdensberømte belgiske kunstner David Claerbout og de skandinaviske talenter Arvida Byström og Ida Lissner.

- Vi står jo stadig med en gammel ruin, hvor der ikke engang er lagt strøm ind endnu. Men vi vil gerne vise husets potentiale, her to år før, kunsthallen står færdigrenoveret og opført, siger Mads Damsbo, direktør for Kunsthal Spritten.

Nutiden og fremtiden er digital, og det bliver kunsthallen til dels også.

- Digitale teknologier er godt i gang med at forandre, hvordan vi skaber og oplever kunst. På Kunsthal Spritten vil vi udfolde kunsten i en digital tidsalder med et program, der præsenterer verdens største navne såvel som nye talenter blandt kunstnere, designere og instruktører, lyder det.

Kunsthal Spritten er aktuelt under udvikling, og forventes at stå færdig med Aalborgs nye vartegn, den fem etager høje skulptur, Cloud City, i 2024.

Kunsthallen er åben fredag, lørdag og søndag, 12.8-14.8 fra 11-17.

Fakta om Kunsthal Spritten

Kunsthal Spritten er dedikeret til digital kunst og kultur og består foruden af den historiske kedelhal af Tomàs Saraceno’s monumentale skulptur Cloud City Aalborg. Kunsthal Spritten er tegnet af Praksis Arkitekter og sigter mod at blive et levende, inkluderende samlingssted og en ny, international attraktion i Nordjylland.

Kunsthal Spritten modtager driftsstøtte fra Aalborg Kommune og forventes at stå færdig i 2024.

Annonceret indhold

Nyeste