Mikkel V. Jørgensen laver tricks og hopper rundt i parker og gader i sin hjemby

Der er dem, der skynder sig ind under dynen med en kop te, så snart sneen falder, og så er der Mikkel V. Jørgensen - han skynder sig ud.

Mikkel er nemlig professionel snowboarder og hjemvendt til Aalborg under corona efter 14 år i skisportsbyen Hemsedal i Norge.

Rasmus Enevoldsen Andreasen
Mikkel hopper på sit hjemmelavede hop i Mølleparken i Aalborg. Gelænderet har han og vennerne slæbt op i parken til lejligheden. Foto: Bente Poder

Ud, mens man kan

De seneste dage har han været rundt i regionen for at stå på snowboard i parker og på gader. Såkaldt "Urban Snowboarding", hvor man står i byer fremfor skisportssteder.

Senest i går, hvor han og en venneflok var taget et smut i Mølleparken for at bygge hop og opsætte et gelænder.

- Det er jo vigtigt at komme ud, mens vi kan. Vi ved jo ikke hvor længe sneen holder, vel? Så er man nødt til at udnytte det. Derfor har vi været ude at bygge og køre fra otte om morgen til tolv om aftenen de sidste tre dage, siger han.

Se Mikkel og vennerne hoppe over deres hjemmelavede hop og gelændere i Mølleparken her:

Mølleparken i går, et andet sted i dag

Sneen i Nordjylland har bragt flere fra snowboard-miljøet fra København til Aalborg, som sammen med "den levende snowboard-legende Mikkel" tager ud og finder nye spots fra dag til dag.

- Vi ved aldrig, hvor vi skal hen, når vi starter. Tit bruger vi en time på at bygge noget op, vi kan hoppe på. Farten er også vigtig, og at vi ikke generer folk. Næste gang, vi skal ud, er vi sikkert et andet sted, fortæller Mikkel.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...