Selvom de tre iværksættere har erobret både Aarhus og København, så skal deres største forretning ligge i Aalborg

AALBORG: Der er stadig fart på hos Shaping New Tomorrow, der endnu en gang må have større lokaler for at følge med efterspørgslen på deres tøj, der forener stil og komfort.

Ordrerne og kunderne vælter ind hos SNT, ikke mindst her i Aalborg, hvor hele eventyret startede for få år siden. Det har fået trekløveren bag brandet, Christoffer Bak, Kasper Ulrich og Christian Aachmann, til endnu en gang at tage en beslutning om at flytte deres butik til større lokaler.

- Vi vil gerne give vores kunder en endnu bedre shoppingoplevelse, når de besøger os. I den nuværende butik er der tit super travlt, og så kan pladsen være for trang. Det kan vi ændre på med vores nye lokation, fortæller Christoffer Bak.

Den allerførste butik lå i Jens Bangs Gade, men der gik ikke lang tid, før SNT var blevet for stort til lokalet, og derfor rykkede de tre iværksættere teltpælene op og rykkede ind på Boulevarden 22, hvor de sidste år holdt en kæmpe re-opening af butikken.

Camilla Gammelgaard
Shaping New Tomorrow er nu vokset ud af to butikker. Den nye forretning åbner dørene den 17. september. Arkivfoto: Henrik Bo

Shopping skal være en oplevelse

Nu har det så endnu en gang været tid til at finde større lokaler, for kunderne er fortsat meget begejstrede for de tre herrers tøjkollektion, som i øvrigt også vandt dommernes hjerter i Løvens Hule på DR1 tilbage i 2018. Den nye butik kommer til at ligge på Østerågade 4, hvor BabySam tidligere havde forretning, og de tre iværksættere glæder sig til at åbne dørene for kunderne den 17. september.

- Vi holder den moderne og skandinaviske stil, som man kender den i butikken på Boulevarden, men man kan glæde sig til en endnu bedre version, når vi åbner den nye forretning, fortæller Christoffer Bak og fortsætter:

- Vi har blandt andet gjort ekstra meget ud af området med prøverum, så det bliver en rigtig god oplevelse at være der og prøve tøjet. Har man en ven, kæreste eller familie med, så er der også plads til, de kan være der og hygge sig.

Camilla Gammelgaard
De tre iværksættere har forsat rygende travlt. Arkivfoto: Henrik Bo

Flere forbedringer på vej

Den nye butik bliver kædens største til dato med hele 290 kvadratmeter, hvoraf de 185 går til slagsareal. De tre er nemlig tro mod hjemmebanen i det nordjyske, og de er derfor enige om, at deres flagsskibsforretning skal ligge i Aalborg.

- Vi startede jo det hele her, og så var vi bare super heldige at finde det her lokale. Vi vil gerne have mere plads og samtidig rykke længere ned mod Nytorv, så det er en rigtig god placering. Nu kan vi skabe rammerne for en endnu bedre shoppingoplevelse, og så kan vi forene vores online- og offlinehandel noget mere, siger Christoffer Bak.

Sidstnævnte er en del af flere digitale løsninger, der skal gøre det hele bedre og nemmere for kunderne. Eksempelvis vil man i fremtiden kunne bestille varer i butikken og få det leveret derhjemme, hvis de ikke er på lageret. Hvad de digitale løsninger ellers indeholder, vil de tre ikke røbe endnu.

Den nye SNT-forretning på Østerågade åbner som sagt torsdag 17. september, og Christoffer Bak lover, det bliver festligt:

- Det er sådan noget man, som founder, glæder sig helt vildt til. Jeg er sikker på det bliver en rigtig god åbningsdag og åbningsweekend, hvor stemningen kommer til at være helt i top. Vi sørger i hvert fald for gratis drikkevarer, goodiebags og meget mere, siger han.

Butikken på Boulevarden 22 vil være åben frem til 17. september.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...