Klumme om slankekur af Mette Goddiksen

AALBORG: Betragt det her som et lille bøvs fra velstandskuvøsen.

Mig og min krop havde en klar aftale i julen: Jeg skulle have lov til at have det lidt godt. Slække lidt på kravene om muskeltræning eller løbeture hver dag rundt i byen med mindreværdet lige i hælene. Ingen hytteost, skyr og broccoli. Ingen tvang og knurrende mave. Jeg har været en flittig elev og fortjener en pause i ny og næ... Capiche, krop?

Tilsyneladende ikke. For min krop forstår mig ikke og er ærlig talt ikke særlig flink eller overbærende.

Det gik for alvor op for mig, da jeg tabte en citrontrekant ned i et bjerg remoulade oven på min fiskefilet til en julefrokost. Splat, sagde det.

Og da jeg svedig og velnæret prøvede at række mig frem og tørre den gule fedtmasse af mit ølglas, så var der noget i vejen. Min vom. Seks kilo ekstra. Tak for det, krop. Der er nogle, der bare altid skal ødelægge festen. At min borddame trøstende sagde, at jeg da ikke var tyk, men at jeg var pæn, var ikke just en Panodil Zapp mod selvtillidssmerterne. Jeg sagde jo ikke, at jeg var grim, blot at jeg var blevet lidt tykkere end vanligt, og at jeg ikke selv synes, det klæder mig.

Men det er, som det er, og jeg må handle. Heldigvis behøver det ikke blive kedeligt og hårdt, for jeg har opfundet mit eget slankekoncept. Slanketips, der er så gennemafprøvede og logiske, at det er mærkeligt, de aldrig nogensinde er blevet udgivet i bogform med tandsmilende mennesker, der viser deres bikini bridge på forsiden.

"Så la da vær’, tænker du måske. Ugebladene i januar bugner i forvejen af de seneste slankekure, som man nærmest ikke kan mærke, man er på. Faktisk er det en ren fornøjelse med alt det rare, sunde: 8-timers kuren, Sense-kuren, blodtypekuren - gamle drømme på nye slankeguruers flasker. Intet andet end sved, disciplin og småkedelig mad, som man kun har lyst til at spise i små doser, virker på den lange bane".

Tænk igen - og læs med. Jeg giver jer her SelvsNYDskuren:

Alle ved, at mad, man spiser på ferier (især oversøiske) ikke sætter sig på samme måde. Derfor vil jeg leje en jumbojet, fylde den op med chips, sovs, chokolade og rødvin og flyve den tur/retur over Atlanten. Det får kalorierne til at forsvinde. Sikkert noget med tyngdekraftens virkning. Og da jeg har født tre børn, så er der hårdt brug for kreativitet for et madøre som mig. Vi ved jo godt, at kalorier fra Ritter Sport og chips ligesom akkumulerer proportionelt med antallet af børn. Det har intet med familiesofahygge og faste måltider at gøre - intet!

Mette Goddiksen
Foto: Martin Damgård

Nu ser I mig. Nu ser I mig ikke... Alle ved, at sort tøj fuldstændig kan få rygdeller og kalkunhager til at forsvinde. Og det bedste er, at det ikke engang er hårdere at tage på end hvidt og grønt tøj.

Jeg vil spise masser af salat - og nej - ikke italiensk salat og makrelsalat: Så nem er jeg ikke at narre. Jeg vil fylde mit bæger fra byens frodige salatbarer, ikke mindst med fetaost, peanuts og coleslaw. Hallo. Det er faktisk meget bedre end gulerod, kål og kogt æg - og alle dele er i salatbaren, hvorfor kroppen ligesom ikke holder regnskab over de mere kalorieholdige elementer. Salatbar er salatbar. Sådan er reglen. Jeg håber, jeg får nye kondisko, fitnessabonnement og slankebøger. Det er nemlig nok at have gode intentioner. Noble hensigter kræver så meget tankekraft, at de faktisk kan omsætte en hel middag plus det løse i døgnet. Jeg vil primært spise mad fra andre menneskers tallerkener. Især børns rester feder ikke. Kalorierne bliver nemlig tildelt os, når de rammer tallerkenen, ikke når de sniger sig ned gennem spiserøret.

Jeg behøver ikke storsvede over englehop til HIT eller cirkeltræning, for jeg har læst, at man kan lave flotte yoga-øvelser i et meget varmt rum og dermed svede alt fedtet ud, også kaldet Bikram yoga. Eller man kan sætte sig og filosofere i en sauna eller svedehytte. Det virker i Lucky Luke- og Anders And-blade, og hvem er jeg til at betvivle det? Jeg vil knuse flere kiks og mere pålægschokolade i det nye år, for knusningen fjerner jo kalorierne, og jeg vil spise eftermiddagskager på jobbet i små snip, mens ingen ser det, hver gang jeg går forbi. På den måde opdager kroppen ingenting, for man kan helt ærligt sige, at man ikke har taget et helt stykke kage. Lægger kollegerne pres på for, at jeg tager et stykke brunsviger, så kan jeg godt sige ja af høflighed. Man behøver jo ikke blive frelst, vel? Kroppen belønner desuden min medmenneskelige spisning, så den registrerer ikke høflighedskage. Det kaldes faktisk Emma Gad-princippet inden for slankevidenskaben. Og ender det med, at jeg alligevel ikke kan presse mig ned i en small i den nærmeste fremtid, så vil jeg starte en shitstorm på Facebook mod pågældende tøjmærke, så de straks omdøber størrelsen fra small til X-small, og medium til small. Voila. Én størrelse ned.Og har jeg en plan B, hvis det her mod forventning ikke kommer til at fungere? Ja.

Så vil jeg nemlig byde veninderne masser af nougat, fløderand, sød hvidvin og slesk tale. Hvis jeg ikke kan blive tynd igen, så kan jeg i hvert fald håbe på, at de bliver tykkere end mig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...