Søren er løbetosset: Har løbet et halvmaraton hver femte dag
På tirsdag den 7. februar løber Søren Sørensen - Garmanden fra P&P i Vejgaard sit halvmarathon nummer 500. Han er den første i Nordjylland, som kan registrere sine 500 halvmarathon i klub 100.
Det hele startede den 16. maj 2015, da Lars Bloch Briller skulle holde sit 25-års jubilæum i butikken. Søren havde læst i avisen, at Lars Bloch ville arrangere et løb i forbindelse med sit jubilæum. Søren ville gerne ud og have noget frisk luft, få noget motion og møde andre glade mennesker.
Derfor tog han udfordringen op og meldte sig til sit første halvmarathon, som han i øvrigt gennemførte på en rigtig fin tid - 1 time, 48 minutter og 24 sekunder.
Det første løb gav Søren blod på tanden – både for motionens skyld, men også konkurrencegenet kom i spil. Det blev til mange spændende løb rundt om i Nordjylland og et halvmarathon nummer 100 kom i hus den 18. juni 2017 – ca. 2 år efter. Søren blev her officielt medlem af Klub 100 halvmarathon.
Nummer 200 blev løbet den 31. december 2018 – kun halvandet år efter. Og sådan er det gået slag i slag. Nummer 300 den 21. august 2020 og nummer 400 løb han den 18. november 2021.
Og nu på tirsdag den 7. februar 2023 er det så nummer 500, som han løber i Gudumholm sammen med sin datter Thea, som løber hendes første løb.
Søren er ikke kun deltager, men også arrangør af løb i ”Tigerdyrets Løbefællesskab”, hvor der i snit arrangeres og løbes 1-2 ½-marathon i snit pr. uge. Det bliver til rigtig mange km i benene. De 500 halve tæller alene 10.550 km, svarende til at tage 7,5 gang til Paris, eller en ¼ gang jorden rundt.
Hvorfor løber du, Søren?
- For at få kroppen rørt efter en lang dag i butikken og få et frirum væk fra hverdagen samt komme ud og mærke den dejlige danske natur og mødes med de andre løbetosser, hvor vi har et fantastiske fællesskab. Så er batteriet bare ladet op igen efter sådan en tur.
Hvad så nu Søren, går du efter nr. 600?
- Ja, det gør man vel, men det bliver nok ikke lige til efteråret. Nu har jeg lovet at tage lidt mere tid med familien et stykke tid, smiler han lunt, i hvert fald i marts og april slutter han med et grin.