Instagram-profilen OpdagAalborg nærmer sig de 10.000 følgere - det er et stort ansvar og en sjov hobby, fortæller kvinderne bag

AALBORG: Ditte og Sanne Kjeldsteen er søstre. De er født i Dronninglund, og efter en lang afstikker til Holstebro flyttede de begge til Aalborg for at studere - her var bylivet spændende, der var mange tilbud til unge og flere af byens caféer og restauranter var SU-venlige.

Det betød meget for de to, for de var - og er stadig - sultne på oplevelser, og som studerende er det altid en bonus, når oplevelser er gratis, kaffen er billig og stemningen god.

LÆS MERE: Billige spisesteder i Aalborg: Her bliver du mæt for 50 kroner

Siden da har de fået børn, og det har fået deres øjne op for en ny side af Aalborg - biblioteker, legepladser, varm kakao og gode institutioner. Det har ærgret dem, når venner er flyttet til København og Aarhus efter en periode i Aalborg, hvor de slet ikke har brugt det skatkammer, som de oplever, at byen er.

- Vi har rigtig meget at byde på her i Aalborg. Der er mange gratis ting, men ved man det ikke, så bruger man det ikke. Jeg har af og til selv savnet noget inspiration til, hvordan jeg kunne bruge min by på nye måder og om der var noget, jeg havde overset, fortæller 29-årige Ditte Kjeldsteen.

LÆS MERE: Kender du disse cool og unikke steder i Aalborg?

Ukommercielt hyggeprojekt

Det blev en del af motivationen for Instagram-profilen, der skulle inspirere både garvede aalborgensere, tilflyttere og gæster til at se nye sider af byen. Profilen OpdagAalborg blev skabt som et hyggeprojekt med nogle venner, men i dag er det bare de to søstre, der står bag.

- Da vi startede, var der ikke rigtig noget ukommercielt om Aalborg på Instagram. Så vi lavede det, vi synes var fedt - vi har ingen dagsorden, og vi skylder ikke nogen noget, fortæller 32-årige Sanne Kjeldsteen.

Sarah Thun
Hjelmerstald er en klar favorit hos søstrene - og for mange af deres følgere målt på antallet af likes. Foto: Martin Damgård

Og måske var det derfor, der blev taget så godt imod profilen, som i dag har knap 9000 følgere. Det forpligter - men det er også sjovt.

- Vi kan give medvind til nye steder, der knokler for at få noget i gang - uden at det koster os noget. Jeg elsker den kreative process i, at man tager en masse billeder af de ting, man oplever og at man kan dele dem med nogen, der faktisk er interesserede og reagerer på det, siger hun.

Profilen er en rodebutik af natur, kultur, arkitektur og mad, fortæller de med et smil, og omdrejningspunktet for det hele, er en by, der ændrer sig konstant.

- Der er stor forskel på, hvad du kan opleve i byen på forskellige årstider og ugedage, og så åbner der ofte noget nyt. Hvordan skal man kunne følge med som ny i byen, når vi nærmest ikke kan efter 10 år, spørger kvinderne retorisk?

Rimelige priser og gåafstand til alt

De to søstre er storforbrugere af byen, og da de begge arbejder i midtbyen, spotter de det som regel med det samme, når der dukker noget nyt op - og så skal det undersøges.

- For mig kan Aalborg det hele, men i gåafstand til alt. Man behøver ikke køre efter noget, for her er bare et rigtig højt niveau i forhold til kaffe og mad - og til en rigtig, rigtig fair pris. Det indbyder til, at man bruger byen, når priserne er gode, forklarer Ditte Kjeldsteen, og søsteren supplerer:

- Der er plads til alle, og der er en dejlig uformel stemning de fleste steder. Det er ikke så fancy - i hvert fald ikke de steder, vi kommer. Det er sindssygt hyggeligt og nede på jorden, og på samme tid er der så meget udvikling, at man slet ikke kan følge med.

Sarah Thun
Det veksler meget, hvem der lægger mest op på Instagram - hvis den ene ikke gør, så gør den anden, forklarer de. Foto: Martin Damgård

Selvom de to gør, hvad de kan for at lytte til efterspørgsler fra følgere, for at følge med i alt det nye og for at blive større, så er det vigtigt for dem at holde fast i, at det ikke er en virksomhed:

- Man bliver grebet af stemningen, fordi det er sjovere at dele, når man får respons, men vi bruger den tid, vi har lyst til. Nogle gange bruger vi lang tid og andre gang ikke så lang tid. Vi skal synes, at det er sjovt, og så kan vi se hvilke muligheder der åbner sig, forklarer de.

Milepæl i sigte

Lige nu jagter de milepælen på 10.000 følgere. Det er ikke et mål som sådan, forklarer de, men det er altid dejligt, når folk er glade for hjælpen til at finde guldet i Aalborg.

- Folk inspirerer tilbage og giver positive tilbagemeldinger. Nogle gange spørger vi ud til folk, hvad der er deres yndlingssted til en specifik ret, hvor vi måske har set os blinde på et favoritsted, og det er altid en slags anerkendelse, når folk responderer, fortæller Sanne Kjeldsteen.

Hun bruger meget tid på profilen, mens hun er på barsel, og når søsteren går på barsel til december, forventer de, at det bliver hendes tur til at trække det største læs.

De to bliver altid glade, når nye butikker og caféer henvender sig på en høflig måde for at spørge om de har lyst til at kigge forbi, men de kan ikke nå det hele. Når de siger jatak til invitationer er det nemlig vigtigt for dem, at fokusere på de ting, som de er vilde med.

- Vi er lidt selektive med hvilke invitationer, vi takker ja til, men selv hvis noget mad ikke er det bedste, vi har smagt, så finder vi gerne noget andet, der skiller sig ud - måske sødt personale, en god historie eller en fed indretning, fortæller Ditte Kjeldsteen, og Sanne Kjeldsteen følger op:

- Vi føler, at vi har et ret stort ansvar, fordi vi har en del følgere. Vi vil hellere sige det direkte til dem på cafeen, hvis vi ikke lige synes, det spiller - alle kan have en dårlig dag, men vi har ikke lyst til bare at sende det direkte ud til alle vores følgere, forklarer hun.

Sarah Thun
Ditte og Sanne Kjeldsteen elsker at opleve nyt, og det gør det kun sjovere, når man kan dele sine oplevelser med følgerne. Foto: Martin Damgård

Men invitationerne skal som regel koordineres og opslagene op, mens de stadig er aktuelle, og det er der ofte for meget arbejde i til et hobbyprojekt.

- Vores bedste indgangsvinkel er at være afsted som helt almindelig gæst og så bagefter har vi sagt - tusind tak, I har virkelig et dejligt sted, det vil vi gerne dele.

FAKTA

Gode råd til at udnytte Aalborg

Solopgang og solnedgang: Vidste du, at man finder de flotteste solopgange og solnedgange i Aalborg? For enden af Signalbakken kan du se udover hele Aalborg til både øst og vest, så her kan du både se solen stå op og glide ned.

Bor du i den anden ende af byen, så kan du med fordel tage ned til havnebassinet, hvor du kan se solen stå op over fjorden. På Lindholm Høje kan du til gengæld se solen gå ned over fjorden og lufthavnen.

Hvis du har Instagram, så prøv at søge på #aalborg engang imellem - måske er der andre derude, der har fundet noget, du ikke vidste eksisterede?

Likes på sociale medier? Tag forbi Hjelmerstald eller knips et billede af en flot solnedgang - flere års erfaring viser, at det er Aalborgs sikreste veje til likes.

Vil du følge med? På Instagram kan du følge @opdagaalborg som dagligt ligger tips op fra bylivet. Følg selvfølgelig også @aalborgnu.dk, når du nu er i gang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...