Solvej Nygaard Gregersen har taget initiativ til Morgensang i Aalborg - mød hende her

AALBORG: 34-årige Solvej Nygaard Gregersen står bag Morgensang i Aalborg. Det foregår på Hovedbiblioteket, hvor alle kan møde op hver onsdag klokken 8.30 til cirka 9. Inspirationen har hun fundet i København, som hun flyttede fra for lidt mere end et år siden. Nu bor hun i Aalborg og arbejder som grafisk designer på DR

Hvis jeg siger Aalborg, hvad tænker du så?

Som det første tænker jeg faktisk på Nordkraft. Filmen.

Den så jeg i biografen, da den kom ud for efterhånden mange år siden. Jeg kan huske, jeg tænkte, wow - sikke en rå by. Og det er nok ikke så mærkeligt, filmens handling taget i betragtning.

Efter at have boet her i et års tid og have lært byen bedre at kende, synes jeg stadig, at Aalborg er ret rå. På den gode og vindblæste måde, altså.

Tina Larsen
Foto: Claus Søndberg

Hvilke steder i byen betyder noget særligt for dig?

Området ved Vestre Fjordpark, synes jeg, er noget helt specielt.

Jeg bor i Vestbyen - mit vestjyske gemyt trives bedst tæt på vand, og kigget over til Egholm bliver jeg aldrig træt af.

Hvis jeg gerne vil indenfor, så er det ofte Superponyhest, der får mit besøg. Det er byens hyggeligste cafe. Der tøffer jeg ned lørdag aften og napper et glas hvidvin, hvis skriveblokaden har ramt mig eksempelvis. Der er flotte ting fra svundne tider og original kunst på væggene.

Stedet emmer af ånd og liv og ro. Desuden har de Samtale Salon hver den sidste onsdag i måneden, hvor man bare kan dukke op og deltage i dybe samtaler med mennesker, man først lige har mødt. Det er ret magisk.

Nordkraft må jeg også nævne for stedets storslåethed, jeg elsker at være i Kedelhallen. Og Huset i Hasserisgade, for pokker, med deres åbne døre og varme hjerter - og tænk sig, så kan man stikke derover en tilfældig hverdagsaften og få en fed koncertoplevelse for en flad halvtredser. Det er sgu enestående.

Du flyttede hertil på grund af dit job. Hvordan var det - og hvad har du især skullet vænne dig til?

Det var en omvæltning at flytte, helt sikkert.

Men jeg var nogenlunde forberedt på, at Aalborg er en anden by end København, og jeg så netop frem til noget andet, end det jeg var vant til.

Jeg savner at være tæt på mine venner selvfølgelig, men det tror jeg nu ikke, jeg vænner mig til. Dem bliver jeg ved med at savne lidt, og det er ok, det er jo bare fordi, de er gode mennesker.

Heldigvis findes der også gode mennesker i Aalborg. Mine kollegaer for eksempel. Og de forbindelser jeg har fået i musik- og kulturlivet indtil videre.

Men integrationen af mig er stadig undervejs. Det kræver lidt benarbejde sådan at få relationer og initiativer til at vokse og gro, det kommer ikke dumpende over night.

Tina Larsen
Foto: Claus Søndberg

Hvordan tager aalborgenserne imod morgensangen på Hovedbiblioteket?

Aalborgenserne synes godt om initiativet, fornemmer jeg.

Jeg har hørt flere tale rosende om arrangementet, men at tidspunktet desværre er lidt off. Af praktiske årsager er det dog nødt til at ligge, som det gør lige nu.

Men mon ikke det her kan inspirere sangglade studerende, forældre på barsel, pensionister eller andre som jeg, der er så heldige at kunne flekse en smule, til at komme forbi om onsdagen? Det håber jeg.

Hvad kan initiativet bidrage med i Aalborg?

Altså, jeg ser morgensangen som et uforpligtende fællesskab.

En lille lomme, man kan træde ind i - høj som lav - og stemme i med hver sit næb. Vores stemmer samles til én, og imens vi synger, synes alt andet at være lidt på pause. Bekymringer, deadlines, følelses-ballade, dit og dat. Det lyder måske højtravende, men ærlig talt, så finder jeg fællessangen helende.

På et mere konkret plan så rummer sangene beskrivelser, som gør mig mere opmærksom på verden omkring mig. Både den nære og den fjerne. Eksempelvis oplever jeg naturen kraftigere, når jeg af og til synger om de årstider, vi bevæger os igennem.

Hvilke personer betyder noget særligt for dig i dit privat- og/eller arbejdsliv?

Hm, ja. På ét plan er det selvfølgelig min far, min søster og mine nære venner, der betyder noget særligt for mig.

Men det, der virkelig kan rykke noget hos mig, er mødet med mennesker, der “gør deres ting”.

Folk, der går efter det, de vil i livet på trods af omstændigheder og modstand. Mennesker, der tager chancer og griber til handling. Dét gør indtryk på mig. Det inspirerer og giver mig troen på, at mine egne drømme er mulige at folde ud.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...