Vandet er tilbage i Vestre Fjordpark og i morgen, skærtorsdag, åbner Café Salt

AALBORG: Fryserne er fyldt til bristepunktet. Med pindeis, vafler og masser af kugleis at vælge mellem.

Skærtorsdag er næsten som en tidlig juleaften for Katerina Komselis. For efter et halvt år med lukkede døre på grund af vintervejret, kan hun i morgen endelige tage isskiltene frem og byde velkommen indenfor i Café Salt i Vestre Fjordpark.

- Det er fantastisk. Vi glæder os helt vildt, siger hun.

Katrine Schousboe
Kø skulle gerne være fortid i Café Salt. Hen over vinteren er der kommet flere isfrysere op, så der nu er tre mod tidligere én. Foto: Lasse Sand

Is, is og atter is

Hen over vinteren er der blevet rykket lidt rundt i caféen for at gøre mere plads til issalg. For lidt for mange gange sidste år endte det med lange køer og ventetid foran disken med vaffelis.

Derfor er nogle af cafébordene indenfor fjernet, sådan at hun har fået plads til hele tre isfrysere - mod tidligere én - hvor der kan laves isvafler.

- Det tager bare tid at lave is, og det ved vi jo. Men sidste år havde vi på grund af den gode sommer simpelthen ikke tid til at få det lavet om. Det er det så nu, forklarer hun.

I det hele taget satser hun rigtig meget på isen, men det vil også i år være muligt at købe lidt mad som pølsehorn og pizzasnegle og senere på sæsonen måske også familievenlige retter som frikadeller og kartoffelsalat.

- Det fede ved det her sted er, at alle kommer her. Unge og gamle og børnefamilierne, og vi skal gerne have noget til dem alle, så vi må spænde bredt. Men alle vil jo gerne have is, siger hun.

Katrine Schousboe
Katerina Komselis kan se frem til et halvt år med den samme udsigt hver dag - det generer hende ikke, for Venstre Fjordpark er fantastisk, synes hun. Foto: Lasse Sand

Vand i bassinet

I selve fjordparken er alt også klar til den nye sæson. De tre bassiner er den seneste tid blevet gjort rene, kanterne er vasket og dyndet på bunden skrabt af, og der er strøet nyt sand ud, inden der er lukket millioner af liter nyrenset vand ind. Så med andre ord står det nu enhver frit for at hoppe i. Livreddere må man dog fortsat se langt efter, bademester Kaj Bjerregaard Jensen forventer, at de kan være klar 25. maj.

Katrine Schousboe
De seneste uge er de tre bassiner blevet gjort rene, og der er fyldt masser af nyrenset vand i. Foto: Lasse Sand

I Café Salt glæder Katerina Komselis sig til den kommende sæson, selv om den byder på lange dage og stærkt begrænset fritid. Og selv om hun kan se frem til den samme udsigt hver dag det næste halve år, så kommer den ikke til at kede hende, for hun er ganske enkelt vild med Vestre Fjordpark.

- Det er så lækkert et udflugtssted. Hele året. Selv om jeg kommer her hver dag, tænker jeg stadig ofte over, hvor dejligt her er.

Katrine Schousboe
Den nye sæson er skudt i gang i Vestre Fjordpark. Det varer dog fortsat en god måneds tid, før man kan se en livredder i friluftsbadet. Foto: Lasse Sand
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...