Spillestedet er i fuld gang med at planlægge et større antal koncerter, der afløser Fredagsfest

AALBORG: Skråen er tilbage. For fuld musik.

Efter næsten tre måneders nedlukning og stribevis af aflyste arrangementer har byens store spillested sat alt ind på at booke events til de kommende måneder.

- Vi glæder os virkelig, og jeg er fuld af forhåbning, siger leder af Skråen Jørgen Nissen.

Sommeren skulle have været tæt belagt med Skovrock og Fredagsfest for op mod 80.000 gæster, men det hele er aflyst på grund af corona. Det har dog ikke fået Skråen til at opgive.

Tværtimod. For i takt med at flere og flere ting genåbner, lancerer spillestedet nu en helt ny koncertrække hen over sommeren.

- Vi går i første omgang efter at bruge de ti fredage, hvor vi allerede har tilladelse fra kommunen til at holde koncerter. Der bliver plads til 500 gæster, der skal sidde ned, siger han og tilføjer, at det også kan komme på tale at søge om tilladelse til yderligere arrangementer.

Katrine Schousboe
Der bliver plads til knap 500 gæster, der alle skal sidde ned. Arkivfoto: Michael Koch

Arbejder på program

Hvem, der skal spille og hvornår, ligger ikke fast endnu. Men medarbejderne er i fuld gang med at booke kunstnere.

- Vi begyndte forleden, og der var der ikke mange, der var med på idéen, men det er blevet lettere hen over ugen. De kunstnere, der havde indstillet sig på at skulle på turné med store produktioner, sadler lige så stille om, fortæller Jørgen Nissen.

Han håber, at programmet vil være så meget på plads, at man efter pinse kan offentliggøre de første navne.

Det ligger dog fast, at det bliver nogle anderledes fredage i Karolinelund - i hvert fald hvis man sammenligner med de kendte fredagsfester.

- De navne, vi havde booket til Fredagsfest, var jo med fokus på fest og mange mennesker, nu bliver det mere hygge og intimt i stedet, siger han og lægger ikke skjul på, at bare det at være i gang igen er noget af en lettelse.

- Der er ikke penge i det her, men der er kunst, og det er trods alt det, vi er her for. Vi glæder os virkelig meget til igen at lave noget, der kan glæde rigtig mange, fastslår han.

Allerede 11. juni genåbner selve Skråen med Brian Mørk Show, hvor Nicolaj Lange er gæst.

Det show får plads til 200 gæster.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...