Koncert, comedy og loppemarked. Marcus Delfer kommer med sine bud på lækre sommeraktiviteter i byen

AALBORG: Denne uge er perfekt. Byen summer af liv, og meteorologerne lover i skrivende stund forrygende sommervejr, der kalder på en god dukkert i Vestre Fjordpark, is og gåture på havnen med bare tæer i sandalerne. Det er svært at bevare pessimismen, og vi vil på ingen måde forsøge at tvinge den frem i dig, tværtimod. Her får du tre forslag, til hvad du kan lave i den kommende weekend - uanset om du har ferie eller knokler på jobbet. Nøgleordene er økonomisk overskuelighed, underholdning og, næsten, under åben himmel. Rigtig god weekend!

Fredag: Musik og fest under åben himmel

De sprøde og økonomisk overkommelige fredags-koncerter i Karolinelund har lagt solidt fra land med både Poul Krebs og Magtens Korridorer og allerede nu, kan du godt begynde at glæde dig til på fredag, hvor scenen indtages af Rasmus Walter som hovednavn. Rasmus karriere startede for flere år tilbage i gruppen Grand Avenue fra 2003 - 2009, hvor han efterfølgende sprang ud som soloartist, og sidenhen har han udgivet intet mindre end fire forrygende albums. Så glæd dig til at synge med på “Endeløs”, “Ingenmandsland” og “Dybt Vand” samt de seneste engelsksprogede sange fra Rasmus nyeste album.

Hvad? – Koncert med Rasmus Walter og IAMJJ

Hvor og hvornår? – Karolinelund, fredag kl. 20 (billetter kan købes fra kl. 18 på Østerbro - og er efter først til mølle princippet.).

Hvor meget? – 50 kr.

Lørdag: Comedy med bare tæer i sandet

Igen i år har Skråen forvandlet Kedelhallen i Nordkraft til et fascinerende “strandområde”, hvor både store og små kan lade sig underholde i dagtimerne. Når aftenen melder sin ankomst, er der traditionen tro forskellige former for underholdning, og både den kommende, samt den efterfølgende, lørdag, har du mulighed for at bruge lattermusklen, når der er comedy på programmet. Du kan med fordel allerede melde din ankomst kl. 20, så du er sikret en god plads i sandet og drinks fra baren, der holder happy-hour. Så skulle du gerne være klar til at have det godt, når de skrå brædder betrædes af Hjalte Rytter, Christian Bols og Lasse Madsen.

Hvad? - Comedy Beach Club.

Hvor og hvornår? – Nordkraft, lørdag kl. 21.00 - 22.30.

Hvor meget? – Arrangementet er gratis. Der er happy-hour i baren fra 20 - 21.

Søndag: Loppemarked

Endnu engang har du mulighed for at gå på jagt blandt gammelt genbrugsguld, når der afholdes loppemarked på Louise Plads. Vejrudsigten lover, i skrivende stund, høj sol med temperatur på den gode side af 25 grader - så husk solbriller, solcreme og kolde kontanter. Arrangementet er gratis for besøgende, men hvis du vil have stadeplads, skal du kontakte de forskellige arrangører for pris og mere info.

Hvad? – Loppemarked på Louise Plads.

Hvor og hvornår? – Louise Plads, søndag kl. 10 - 15.

Hvor meget? – Gratis.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...