Sorte negle og røde kinder

AALBORG: Det her er ikke en mavesur klumme om dumme parkeringsvagter. Det her er heller ikke et surt opstød rettet mod andre folks uopdragne unger. Det her er en velfornøjet klumme skrevet med bare tæer i en hængekøje i min kolomonihave. Nej, det er ikke en stavefejl, det er min kolonihave og jeg må kalde den, lige hvad jeg vil.

Jeg elsker cykelturen herud. Gennem Europas lykkeligste by; forbi Box Town og Spritten, ned langs fjorden forbi Aalborg Streetfood og i zigzag ud gennem Fjordbyen og Vestre Fjordpark (som nok altid vil hedde Friluften i min bevidsthed, eller Frier’n - her hvor drenger’n imponerer piger’n ved at hoppe fra 10’eren).

Når man cykler helt derud, hvor der lugter af hestepærer, så kommer man til haveforeningen Vesterkær - her har jeg haft et lille blåt hus uden strøm og en eventyrlig have i de sidste to år. Det er mit frirum, mit klubhus, mit lille stykke land, hvor jeg chiller i min hængekøje, drikker kaffe i min sækkestol, dyrker min køkkenhave og kæmper mod dræbersnegle, skvalderkål, mælkebøtter og "ukrudtspolitiet" - en benhård, ubestikkelig enhed, som patruljerer junglen den første mandag i måneden og kan give dig en bod (som er et pænt ord for bøde), hvis du ikke har tjæk på din hæk og dit ukrudt ikke er væk.

Da min kæreste kom fra København til Aalborg for første gang, med høje hæle og lækkert hår på vores 2. date, blev hun kørt direkte ud i kolonihaven. Her fik hun et lugejern i hånden og blev sendt ud for "at plukke ukrudt" i regnvejret: Ukrudtspolitiet kommer i morgen. Velkommen til Ålleren!

Det griner vi stadig af, men man kan ikke undsige sig et vist ansvar og indimellem en ordentlig røvfuld arbejde, når man først har fået sig sådan en kolonihave. Jeg har efterhånden fundet ud af, at det handler om at hygge sig med det - stille og roligt. Luge lidt ukrudt, spise lidt hindbær, klippe lidt hæk, sniksnakke med naboerne, vande urtehaven, slå lidt græs og drikke lidt kaffe. Slikke sol i en liggestol og drikke koldskål med bær fra egen have. Nipse et par ribs, høre lidt radio, slå vejrmøller (mest min datter på 11), tænde grillen, kysse kæresten, drikke en snaps og hugge elefantgræsset ned. Det bliver hurtigt en jungle. Også inde i huset, for her ender alt det gamle lort, som damen ikke gider at have derhjemme.

I kolomonihaven får jeg udlevet min indre indianer. Her tænker jeg hverken på regnskaber eller regninger. Her bliver kaffen lavet på den langsomme måde, på gaskomfur med et kaffefilter i en tragt i termokanden... Her kan jeg få ro til at skrive min klumme.

Her graver, fælder, hugger, luger, fejer, river, klipper, saver og banker jeg og kommer hjem med beskidte knæ, sorte negle og røde kinder, ligesom dengang jeg var dreng. Jeg klipper hækken med håndkraft, som min far og min farfar gjorde det, og jeg kan blive grebet af en næsten barnlig glæde, ved at plante og så og se tingene spire og gro. Ja, jeg er nærmest stolt, hvis jeg spiser en kartoffel af egen avl og der snakkes stadig i vennekredse, om den rabarberkage min mor lavede sidste sommer. Fik jeg nævnt, det var med rabarber fra egen have? Kolonihaven er et herligt sted at have gæster og mange af dem bliver grebet af stemningen og går i gang med lidt havearbejde for hyggens skyld. Nu håber jeg bare jeg kan holde min sti ren, så jeg ikke bliver snuppet af "ukrudtspolitiet".

Er Jonny Hefty ved at blive voksen? Det vil jeg være op til andre at afgøre, men jeg ønsker mig en ny trillebør i fødselsdagsgave (punkterfri) og er begyndt at lave min egen hyldeblomstsaft (fra egen have). Ork satme! Det er for fedt at være kolomonihavemand.