Mette Goddiksen
Foto: Martin Damgård

Søvn er godt. Meget søvn er meget godt, mener vores klummeskribent Mette Goddiksen

KLUMME: Måske har du prøvet at ringe én op f.eks. klokken 9.00 søndag morgen.

En grødet, lettere forvirret stemme svarer et sted fra tågerne... Øh. Hallo? Nogle akkompagnerer endda med en slags snorkende måde at trække vejret ind på, der røber, det er dagens første bevidste smagsprøve på ilt. Brrruuumfr. Man kan næsten mærke, deres system er helt forskrækket over, at den vågne verden står og banker irriterende kækt på.

​Hallo, siger man overgearet, sov du?​

Men det gør de aldrig. De har faktisk været oppe i timevis. Det siger de i hvert fald.​

For der er bare ikke meget status i at sove af én eller anden grund. Det er næsten lidt hemmeligt og tabubelagt, at det er rart at sove, og vi gerne gør det. Som om, det er et udtryk for ekstrem dovenskab, ikke bare et basalt behov.

"Nå... Ligger hun nu stadig dér og flyder?!", som min fars landmandsfamilie spurgte min far klokken 13.00, når min mor, byboeren, sov efter en lang nattevagt på sygehuset.

Tendensen kan man også registrere, når man sidder til et selskab, hvor - typisk det suveræne A-menneske - lige vil høre, hvornår de andre stod op. Det gjorde den ene klokken 8.00, mens den anden byder over (eller under) med klokken 7.00 - den næste med 6.00, til der går så meget konkurrence i det, at ingen faktisk har sovet overhovedet. Nix. Niet. Søvn er nemlig for svæklinge. Men altså kun den slags søvn, der foregår under en dyne i en seng. Det er til gengæld socialt acceptabelt at sidde og nikke foran tv’et om aftenen eller vandre gennem livet halvsovende med konstant grus i øjnene.

Jeg har da også ved flere anledninger løjet mig til et par ekstra vågne time for at virke driftig. Jo, jo. Jeg smed da dynen klokken 6.00 søndag for at... Ja, for at hvad? For at glo ud i luften, drikke kaffe og føle mig effektiv og som én af de mest blanke cylindre i samfundsmotoren?

Men jeg vil hellere være sent oppe og har egentlig ikke noget, der ikke kan udsættes til klokken mindst 9.00 sådan en søndag morgen. Jeg har hverken grise eller høns med knurrende maver eller morgenvagt henne i bageriet.

Så eftersom udhvilede mennesker videnskabeligt set både tænker klarere, restituerer kroppen bedre, er mere sikre i trafikken og ikke er nær så irritable og nærtagende, så er det vel på tide at stå ved sig selv:

Jeg elsker at sove. Jeg elsker at sove længe. Jeg sover altid syv-otte timer hver nat, og jeg kunne sagtens sove ti timer hvert døgn, hvis hverdagen tillod det. Hvis jeg hver dag kunne få en sildemad til mid­dag og bagefter en morfar under en dejlig plaid og med varmedunk og nathue, så ville jeg være nærmest lykkelig.

Desuden bliver jeg urimelig, hvis jeg er træt. Jeg bliver opgivende og selvmedlidende. Jeg bider af min mand, jeg bliver voldelig over for varer i besværlig emballage, og jeg knurrer af teknik, der ikke vil fungere. Jeg kipper ikke med hatten og smiler ikke til nydelige mennesker, jeg møder på min vej.

Men tilsyneladende er jeg alene om at have det sådan. For relativt ofte har jeg læst om succesfulde mennesker, der påstår, de ikke behøver sove.

De lider ikke af søvnbesvær, siger de, for det ville jo være en helt anden snak. De prioriterer bare ikke søvn, når der nu er så meget andet fornuftigt at tage sig til.

Måske er jeg bare fra en mere dødelig gren af homo sapiens end dem, der tilsyneladende kan løbe maraton og lede internationale virksomheder på få timers søvn.

Tilsyneladende. Eller også passer det bare ikke. Måske er udsagnet blot et udtryk for gerne at ville fremstå som den stærke, utrættelige leder, der kun sover få timers jægersøvn. Som en slags Lucky Luke, der sover med ét øje åbent og med støvlerne på, men alligevel er hurtigere end sin egen skygge.

Måske vender det engang. For ligesom der er gået trend i noget så basalt som tarme, så kommer der mere og mere fokus på, at søvn er vigtigt og burde anerkendes som noget, det ikke er hensigtsmæssigt eller tappert at skære væk. Hverken for sin egen eller omverdenens skyld.

Og tror du mig ikke, så tyg lige på denne: Donald Trump fortæller gerne og stolt, at han kun sover fire timer hver nat.

Ja. Så galt kan det faktisk gå.

Med andre ord: Skal vi ikke bare drømme sødt, længe og med god samvittighed? Noget tyder på, det gør verden til et bedre sted.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...