Den kommende måned står på fodbold, og du kan være med

AALBORG: Vi har haft et ekstra år at glæde os i. Men nu sker det endelig.

Snart går en hel måneds fodboldfest i gang, når EM-slutrunden begynder 11. juni. Og har du længtes efter at se bold, så venter der et sandt festfyrværkeri af muligheder.

I alt skal der spilles 51 kampe mellem 11. juni og 11. juli og set med danske briller, er det selvfølgelig i første omgang datoerne 12., 17. og 21. juni, du skal hæfte dig ved. Det er nemlig de dage, Danmark spiller de tre gruppekampe - oven i købet i København.

Men er du ikke en af de heldige, der har billet til hjemmebanen i Parken, så fortvivl ikke. Her i Aalborg er der nemlig lagt op til folkefest med flere muligheder for at se kampene på storskærm.

Vi har fundet tre af de oplagte steder, du kan gå hen, hvis du vil have en lidt større oplevelse og lidt mere stemning end flimmeren derhjemme:

Katrine Schousboe
Fodbold er fest og fællesskab, og hvad er så bedre end at samles om en storskærm - her på Gammeltorv. Arkivfoto: Claus Søndberg

Musikkens Hus

På Musikkens Plads kan du komme til fodboldfest under åben himmel - ikke bare med storskærm, men også med udsigt til Limfjorden.

Musikhuset viser alle de tre danske kampe, og du skal have en billet for at være med.

Det er muligt at købe forfriskninger i baren.

Musikkens Hus understreger, at man som ved alle andre arrangementer naturligvis overholder de gældende retningslinjer ved storskærmsarrangementet på Musikkens Plads.

Det koster 175 kr. at få en af de unummererede siddeplader til en af de tre kampe.

Du kan læse mere og købe billetter på Musikkens Hus' hjemmeside

Kildeparken

Tag et tæppe eller en klapstol under armen og slå dig ned i Kildeparken og se Danmarks kampe.

Sådan lyder tilbuddet fra Aalborg Kongres & Kultur Center og Aalborg Karneval. Fodboldkampene er et led i den to måneder lange række af events i parken, som de to kulturaktører laver under navnet Sommer i Kilden.

Som med de øvrige arrangementer under Sommer i Kilden-navnet skal du have en billet på forhånd for at være med - men det er til gengæld gratis at se fodboldkampene.

Der er plads til 500 siddende gæster til hver af de tre fodboldkampe.

Du kan læse mere og booke billetter på Sommer i Kildens hjemmeside

Biografen

Vi ved det godt. Det der sommervejr er som regel som .. ja.., vinden blæser. Det ene øjeblik skinner solen, det næste høvler det ned.

Men vil du være sikker på at se fodboldkampene uden at få fortyndet din øl eller kæmpe med regnslag, så er der også mulighed for det.

Nordisk Film Biografer viser nemlig flere steder i landet de tre gruppekampe live på det store lærred. Her i Aalborg kan du se kampene i både biografen i Kennedy Arkaden og i City Syd.

Det koster 150 kr. at være med, men så får du også perfekt lyd og billede med i prisen.

Se mere på Nordisk Film Biografers side

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...