
Spændingen er nu udløst: - Og vinderen er...
Tegnestuen PRAKSIS har vundet kapløbet om at realisere Aalborgs nye kunstcenter Artcenter Spritten
AALBORG: Der blev krydset fingre, og håndfladerne var lettere svedige hos en række af deltagerne, da spændingen vedrørende den prestigefyldte arkitektkonkurrence langt om længe blev udløst med følgende resultat:
- Og vinderen er tegnestuen PRAKSIS...
Den intense stemning i lokalet - som var en afgørende fodboldlandskamp værdig - var nærmest til at føle på forud for dagens afsløring af vinderprojektet med hensyn til at realisere Aalborgs nye kunstcenter Artcenter Spritten.
Offentliggørelsen af vindernavnet fandt sted torsdag eftermiddag på KaffeFair på Strandvejen i Aalborg, hvor en spændt forsamling ventede utålmodigt på at få det endelige resultat af finalen mellem de to arkitektfirmaer PRAKSIS Arkitekter og Bertelsen & Scheving Arkitekter ApS.
Den gamle hæderkronede og ikoniske spritfabrik - De Danske Spritfabrikker - i C. A. Olesens Gade 1 i Aalborgs vestby står således på tærsklen til en helt overordnet og imponerende transformation, der i sidste ende skal resultere i skabelsen af en international kunst- og kulturby.
Artcenter Spritten er et projekt, hvor opgaven handler om opførelsen af et kunstcenter i den fredede værkstedsbygning og kedelhal, og centret er en del af en større plan, som gør det historiske industriområde til en attraktiv og ny bydel i Aalborg.
PRAKSIS har - ganske exceptionelt efter manges opfattelse - valgt at placere nybyggeriet ovenpå de fredede bygninger, og det er en ny og banebrydende idé i dansk sammenhæng.

Peter Spøer er bestyrelsesformand for Ejendomsfonden Artcenter Spritten og formand for dommerkomitéen, og han siger, at det er en enig dommerkomité, der har valgt team PRAKSIS som vindere af konkurrencen.
- De har skabt en arkitektonisk løsning, der ikke er set før i forbindelse med fredede bygninger i Danmark.
- Mødet mellem terræn, industrikultur og Tomás Saracenos værk Cloud City er virkelig gennemtænkt, pointerer Peter Spøer.
Det bliver således fremhævet, at PRAKSIS har tegnet et artcenter, der kan indgå i samspil med netop monumentalværket Cloud City. Vinderprojektet rummer desuden en helhedsplan for området, der omfatter byrummet, omdannelse af den eksisterende havnefront og klimatilpasning mod Limfjorden.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen, Aalborg:
- Jeg glæder mig til et internationalt Artcenter i byen - men også det helt nye byrum ved Limfjorden.
- Spritten er mere end kunstudstillinger og en stærk industrifortælling. Det er et helt nyt kreativt kvarter for borgere og besøgende, hvor man løfter en hel bydel for at byde på store oplevelser, siger borgmesteren.
Det nye kunstcenter får et etageareal på ca. 3.200 kvadratmeter - heraf ca. 2.200 som transformation af eksisterende fredede bygninger og ca. 1.000 i en tilbygning.
Foreningen Realdania og Aalborg Kommune giver henholdsvis 80 og 25 millioner kroner til renoveringsprojektet og nybyggeriet.
Efter planen indledes byggeriet af artcentret medio 2020 og skal stå færdigt sidst i 2021.