Kom og få en rundvisning på den gamle spritfabrik i Aalborgs vestby og mød vinderen af arkitektkonkurrencen

AALBORG: Så er det lige før, at spændingen bliver udløst.

Nedtællingen kører således på fulde omdrejninger, og torsdag den 21. november klokken 15.00 offentliggøres det, hvem der har vundet arkitektkonkurrencen for opførelsen og skabelsen af Artcenter Spritten i Aalborg.

Meget forenklet kan man sige, at Sprutten går ud og Artcenter Spritten kommer ind...

Og det skal forstås på den måde, at den gamle hæderkronede og ikoniske spritfabrik i C. A. Olesens Gade 1 i Aalborgs vestby nu står på tærsklen til en helt overordnet og imponerende forvandling, der i sidste ende skal resultere i skabelsen af en international kunst- og kulturby.

I morgen gælder det kort og godt afsløringen og præsentationen af vinderprojektet for Artcenter Spritten, og de to finalister er Praksis Arkitekter og Bertelsen & Scheving Arkitekter Aps.

Arrangementet er henlagt til KaffeFair på Strandvejen 19, og det er åbent for offentligheden. Det samme gælder en rundvisning på Spritten, der finder sted i tidsrummet fra klokken 13.30 til 14.30. Der er dog et begrænset antal pladser, så der er tilmelding efter først til mølle princippet.

Når først vinderprojektet er afsløret, bliver der naturligvis rig lejlighed til at høre vinderarkitekterne fortælle om deres visioner for Artcenter Spritten, hvor opgaven handler om opførelsen af et internationalt kunstcenter i den fredede værkstedsbygning og kedelhal.

Foreningen Realdania og Aalborg Kommune giver henholdsvis 80 millioner kroner og 25 millioner kroner til projektet.

Torben O. Andersen
Bygningerne på Spritten er fredede, og den gamle spritfabrik er det største sammenhængende fredede industrianlæg i Danmark. Foto: Claus Rene Pedersen

Peter Spøer er bestyrelsesformand for Ejendomsfonden Artcenter Spritten, og han siger, at man glæder sig rigtig meget til at afsløre vinderprojektet.

- Det bliver kulminationen af lang tids arbejde med at forløse ambitionerne om et nyt artcenter i samklang med de smukke og fredede bygninger på Spritten og det kommende spektakulære kunstværk Cloud City Aalborg af Tomás Saraceno.

Man forventer, at byggeriet af artcentret indledes medio 2020, og at det står færdigt sidst i 2021.

Torben O. Andersen
De Danske Spritfabrikker blev grundlagt og stiftet i 1881, og man producerede snaps i store mængder. Produktionen stoppede dog i 2015. Foto: Claus Rene Pedersen

Følgende bonusinfo hører også med til historien om Spritten:

De Danske Spritfabrikker blev grundlagt og stiftet i 1881, og man producerede snaps i store mængder. Produktionen af snaps stoppede dog i 2015, og samme år blev bygningerne fredet.

Bygningerne i C. A. Olesens Gade 1 blev opført i 1929-31, og den gamle spritfabrik er i øvrigt det største sammenhængende fredede industrianlæg i Danmark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...