Vil dokumentere krisen og opfordrer til, at vi deler fotos

AALBORG: Hele landet er påvirket af coronakrisen.

Hverdagen er vendt på hovedet, mange er sendt hjem fra arbejde, skolerne er lukkede, og virusen skaber generel uro.

De beslutninger, vi tager nu, kommer til at påvirke os i lang tid.

Samtidig springer der masser af nye initiativer op. Fællessang fra vinduerne på Vesterbro, restauranterne udvikler nye former for takeaway, forretninger laver drive in-handel, der bliver udviklet nye hilseformer, og vi hjemmeunderviser. Og så er det vigtigere end nogensinde at tage sig af de gamle og svage.

Alt det bør også eftertiden vide om. Derfor opfordrer Aalborg Stadsarkiv nu os alle til at dele vores billeder og refleksioner om coronakrisen med arkivet.

- Det kan selv i en usædvanlig situation være svært at se dagen i dag som historisk. Mange dokumenterer allerede helt ubevidst. De deler deres hverdagserfaringer på sociale medier med billeder og tekst, hvad enten det handler om arbejde, indkøb, børnepasning, frustrationer og bekymringer. Som Stadsarkiv for Aalborg Kommune synes vi, at det er vigtigt at indsamle disse historier og billeder, så vi kan bevare dem til vores efterkommere på den bedst tænkelige måde, siger Bente Jensen fra Aalborg Stadsarkiv i en pressemeddelelse.

Har du taget fotos eller video af din corona-hverdag - tomme hylder i supermarkederne, øde gader, hjemmearbejdspladsen, indendørs motion eller andet, der er vigtigt for dig - så kan du enten dele dem på Instagram #coronaaalborg2020, i Facebookgruppen HistorieAalborg eller ved at maile dem til historieAalborg@aalborg.dk

Arkivet vil gerne have dine tanker og fortællingen om situationen på billedet med.

Bente Jensen understreger, at arkivet kontakter dig og ikke indsamler til arkiv eller deler fokus uden at lave en aftale.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...