Musik fra de ikoniske science fiction film i Musikkens Hus med Jakob Stegelmann som vært

AALBORG: Grib dit lyssværd! Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester inviterer på musisk rumrejse 2. juni. Nybegyndere inden for den klassiske genre kan starte her.

Sådan lyder det fra Musikkens Hus, der med koncerten "Galaksens Flotteste Filmmusik" inviterer en helt ny målgruppe til klassisk musik i Koncertsalens røde stole.

Under koncerten vil særdeles kendte numre fra de mest ikoniske science fiction-film blive fremført af Aalborg Symfoniorkester, for eksempel temaet fra Star Wars, Superman og E.T.

Aftenens vært - eller skal vi sige rumkaptajnen - bliver Jakob Stegelmann, som i mange år har været populær vært på DRs "Troldspejlet". Han vil mellem de smukke filmkompositioner dele ud af fakta og anekdoter fra sit liv som sci-fi-nørd.

Musikkens Hus har i forvejen haft stor succes med at brede kærligheden til klassiske koncerter ud til nordjyderne. Allerede efter første år, huset eksisterede, viste en Gallup-undersøgelse, at 54 procent flere nordjyder begyndte at gå til klassiske koncerter minimum hvert halve år.

Vi kan mærke, at interessen for klassisk er stor, og at mange får lyst til at komme igen, når de først har oplevet en klassisk koncert. Derfor vil vi gerne tilbyde koncerter som "Galaksens Flotteste Filmmusik", hvor der er noget genkendelighed, også for knap så erfarne koncertgængere. Det bliver en oplevelse med plads til både nostalgi, til at lade fantasien skabe billeder og til at nyde Jakob Spegelmanns indlevelse og viden, siger Lasse Rich Henningsen, adm. direktør i Musikkens Hus og nytiltrådt bestyrelsesformand i Nordic Concert Halls.

Aftenens dirigent er Charles Hazlewood, som gennem sin imponerende karriere har stået i spidsen for nogle af verdens bedste symfoniorkestre, herunder Philharmonia Orchestra i London.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...