Stenkast mod studentervogn: 19-årig blev ramt i panden
Nordjyllands Politi har foretaget afhøringer for at forsøge at finde frem til, hvem der stod bag stenkastene
En studentervogn blev onsdag aften udsat for stenkast, da vognen fuldt med glade studenter kørte på Sønderbro i Aalborg i nordlig retning.
En 19-årig student blev ramt i panden af en sten. Heldigvis kom han ikke alvorlig til skade, og det var der heller ikke andre, der gjorde.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Det har været en ubehagelig og farlig oplevelse for de unge mennesker. Og det er uacceptabelt. Alle skal kunne færdes frit og fredeligt i Aalborg, skriver politikommissær Michael Karstenskov, som er leder af politiet efterforskning i sagen.
Politiet har været på stedet for at lave undersøgelser og foretage afhøringer. Dog er det ikke lykkedes at finde nogle gerningspersoner.
En af studenterne på vognen har fortalt politiet om to drenge, som stod ved et busstoppested og lavede "fuckfinger" til vognen, da den kørte forbi kort før stenkastet.
De beskrives som to unge drenge i alderen 15 til 20 år og mørke i huden. Den ene var iført en bordeauxrød trøje og den anden en lyserød hawaii-inspireret skjorte med hvidt på.
Politiet vil gerne i kontakt med disse personer eller andre vidner, som kan hjælpe med at belyse sagen. Man kan ringe til politiet på 114.