Stesh er et upcomig musiktalent
Han er ung, han er fresh, han er skarp på musikken, og så har han rødder i Aalborg.
Aalborg: Han har valgt at gå all-in på musikken, han er 20 år gammel, og hans borgerlige navn er Oliver. Han har dog valgt at kalde sig Stesh, for det er det, han hedder blandt vennerne. For nylig blev han udråbt som nordjysk talent af ANR, der jævnligt leder efter upcoming musikere, der mangler lidt hjælp til at nå et større publikum. Det betyder, at han det næste stykke tid får sin sang spillet på en stor regional radiostation:
- Jeg kan stadig ikke forstå, at jeg er blevet udvalgt til ANR Demo. Jeg synes, det er mega fedt. Det er virkelig en stor mulighed for mig, og så glæder jeg mig til at finde ud af, hvad folk synes om min musik, fortæller Stesh.
Bruger sine tekster
Musikken har efterhånden været en del af hans liv i mange år:
- Jeg begyndte at interessere mig for musikken tidligt. Jeg var nok 11-12 år, og der prøvede jeg at skrive nogle tekster og sådan. De gav måske ikke så meget mening der, men det er blevet bedre med tiden. Inden for de sidste to år er det blevet seriøst, fortæller han.
Han har også mange ting på hjertet, som han får ud igennem sine tekster, og der er især én ting, han dedikerer dem til:
- Jeg har mødt mange unge mennesker, der bliver inspireret af det musik, de hører. Også når det handler om, at kriminalitet er fedt. Sådan en som Gilli for eksempel. Jeg synes, det er synd. For de mangler at komme med den anden side af historien, hvor de har valgt at træffe nogle fornuftige valg for at kommer dertil, hvor de er nu, uddyber han.
Han har selv været inde i en kriminel løbebane, men den vej vil han ikke længere vælge. Han var sidst i retten for et år siden, og han agter aldrig at komme der igen. Tværtimod vil han hellere bruge sin egen historie som en advarsel:
- Det betyder meget for mig at få den yngre generation til at se virkeligheden i øjnene, inden det er for sent. Jeg vil gerne vise dem betydningen af deres valg og hvilke muligheder, de har, forklarer han.
Plads til positiv musik
Mange rappere er kendt for at være hårde i filten og skrive nogle smådystre tekster, sådan var det også for Stesh i begyndelsen, men det er ændret nu. Han er ikke bleg for at rappe indover et mere clubvenligt beat med positive tekster om damer og fest, hvilket også er tilfældet med ’De vil ha’, som fik ham igennem til ANR. Han beskriver selv nummeret som et partytrack.
- Det handler om at finde sig selv. Det er det, jeg er i gang med nu. Mange af dem der starter på at lave rap, de tror de skal være 50Cent eller Tupac eller noget i den stil. Det har i hvert fald været sådan for mig. Så det har været svært for mig at bevæge mig ud af den her street-kategori og over i det moderne, fortæller han.
Fremtiden bekymrer ham ikke så meget lige nu. Han håber, at han kommer længere med musikken, og selvom han tøver med at forlade Nordjylland, så ville han overveje at gøre det, hvis han fik et godt tilbud.