Én af Aalborgs markante hjørneejendomme bliver nu hjemsted for en spritny Message tøjbutik. Håndværkerne har i øjeblikket meget travlt med at få gjort lokalerne indflytningsklare. Foto: Nicolas Cho Meier
Shopping

Størrelsen betyder noget

Tøjbutikken Message rykker nu ind i Bispensgade i Aalborg, og den bliver den største butik i Jylland i den landsdækkende tøjkæde

02. november 2017 kl. 14:24

AALBORG: Størrelsen betyder noget.

Det er for mange en eviggyldig sandhed, og dem der har holdningen er urokkelige i troen.

Mode- og tøjbutikken Message mener også, at mere volumen er godt, og det har man nu taget konsekvensen af.

Og det betyder helt konkret, at man om føje tid rykker ind i nye og langt større lokaler end hidtil i den centrale del af Aalborg.

Den ny Message-butik kommer til at ligge på adressen Bispensgade 1, og det er på hjørnet lige ved indgangen til gågaden.

En bedre location

Håndværkerne har i disse dage mere end travlt med at få gjort lokalerne indflytningsklare i den store hjørneejendom, ligesom hele bygningen også får en mega stor overhaling udvendigt.

Message findes i dag på to lokaliteter i Aalborg - nemlig i Aalborg Storcenter og i Algade 25 i Aalborg.

Og det er sidstnævnte butik, der om ikke så længe skifter adresse til Bispensgade 1 og altså lukker ned på den nuværende lokalitet.

Én af de ansatte i Algade-butikken oplyser til aalborg:nu, at afdelingen i Bispensgade bliver den landsdækkende tøjkædes største Message-butik i hele Jylland.

- Vi har ønsket at få en større og bedre location i Aalborg, og Bispensgade er uden diskussion det bedste strøg i byen, siger ekspedienten og understreger, at størrelsen af butikken absolut betyder noget i kundemæssig henseende.

Bred målgruppe

Der er endnu ikke sat konkret åbningsdato på butikken i Bispensgade, men det er dog sikkert, at hele julehandlen kommer til at foregå i den ny butik.

Message-butikkerne forhandler i øvrigt kun dametøj, og man har en særdeles bred målgruppe, der efter eget udsagn strækker sig fra 14 til 80 år.

På landsbasis har tøjkæden ikke færre end 25 forretninger spredt over hele landet plus to butikker i Norge.

Annonceret indhold

Nyeste