Du kan sagtens nå det, her er tips til din nytårsaften

AALBORG: Du kan stadigvæk nyde den smukke julebelysning og samtidig handle ind til nytåret. På trods af nedlukningen er der stadigvæk mange steder, der holder åbent. Det gælder hvad enten du lige mangler boblerne, kransekagen eller de lækre oste.

De våde varer

Står du og mangler de våde varer, og har du lige behov for lidt ekstra vejledning, så er der hjælp at hente fra vores skønne specialbutikker.

Skjold Burne på Boulevarden holder åbnet i dag og i morgen fra klokken 9.30 til 17.30. Nytårsaften kan du købe boblerne frem til klokken 13.00.

Hos Quist Wine, på Budolfi Plads, åbner butikken også for salg for af italienske bobler. Der er åbent 29. og 30. december fra klokken 12 til 18. De holder også åbent 31. december fra klokken 11 til 14.

Er du mere til de eksotiske øl, er der hjælp at hente i Erlings Flaske butik i Gravensgade 5. Her er der åbent i dag indtil 17.30 og onsdag fra klokken 12 til 17.30. Du kan også vente til 31. december, så skal du troppe op imellem 10 og 14.

Kransekagen

Vil du være helt sikker på at få fingrene i en lækker kransekage, er der også råd for det.

Othello Bageriet i Christiansgade skriver selv, at de har Aalborg måske bedste kransekage. Den skal bestilles i forvejen og kan hentes i bageriet 31. december, hvor der er der åbent fra klokken 5.30 til 15.

Byens brød og kager på Østergade i Nørresundby melder også, at de klar med kransekagerne til nytårsaften. Der er der åbent 31. december fra klokken 6.30 til 14. De har kransekager på hylderne, men anbefaler at man bestiller i forvejen, hvis der skulle være specielle ønsker.

Delikatesserne og den gode bøf

Står du lige og mangler de ekstra lækre oste eller den bøf, der er så mør, at du kan tygge den med øjnene? Så er der er også masser af muligheder.

Hos Slagter Stiller i Samsøgade er der åbent 29. og 30. december fra klokken 9 til 17. Her er meldingen, at der ikke er flere nytårsmenuer, men gode bøffer er der masser af.

Fra Slagter Carlsen på Skrågade i Nørresundby lyder meldingen, at der er masser af bøffer, og her kan du stadigvæk nå at bestille din nytårsmenu. Den skal bestilles i dag eller onsdag fra klokken 9 til 17.30. Torsdag er der kun åbent for udlevering af nytårsmenuer. Har du bestilt, får du et afhentningstidspunkt, så udleveringen kan foregå sikkert og uden kø.

Salling Super holder også åbent med deres delikatesser og det fine udvalg af oste. 29. og 30. december er der åbent fra klokken 10 til 20, og nytårsaften er det fra klokken 10 til 15. De holder også åbent hos deres bager, og her kan du handle i dag indtil klokken 18 og onsdag fra klokken 7 til 18. Nytårsaftensdag 31. december er det fra klokken 7 til 15.

Det store knald

Mangler du krudt og kugler til at fyre nytåret ind, er der også råd for det.

Nytårsteltet ved Skalborghallen melder, at de har krudt nok til alle. Her kan du købe krudt i dag frem til klokken 21. Onsdag 30. er der åbent fra klokken 8 til klokken 22, og 31. december er der åbent fra klokken 8 til 16.

Værtindegaven

Så skulle du kunne klare dig igennem en nytårsaften, og skulle du lige mangle buketten til værtinden? Så er der åbent hos Jonas Jensen Blomsterdesign i Jernbanegade. Her kan du få blomster i dag og onsdag fra klokken 9.30 til 17. Skal blomsterne være helt friske, kan du også vente til 31. december. Her er tidspunkterne 9.30 til 13.

Godt Nytår.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...