Populær kæde vil sælge overskudsmad, tøj og sko i ny butik i midtbyen

AALBORG: Overskudsmad, tøj og sko. De populære Wefood-butikker er noget af et skatkammer.

Og snart kan du også gå på jagt efter guld mellem alt fra brugt tøj, mel og specialøl til legetøj fra BR. For inden for et par uger åbner en Weefood-butik på Godsbanen, som nabo til Rema 1000.

- Vi glæder os rigtig meget, og det bliver en flot butik, som vi i samarbejde med frivillige er i fuld gang med at bygge op, siger Jan-Martin Mikkelsen, der er projektleder i Wefood-kæden.

Det er Folkekirkens Nødhjælp, der driver butikskæden, der de seneste fem år har slået sig op på primært at sælge madvarer med f.eks. beskadiget emballage, forkert mærkning eller varer, der er gået ud af sæson.

LÆS OGSÅ: Stop madspild: Wefood åbner butik i Aalborg

- Mange kalder os en lykkebutik, fordi man får en sjov oplevelse og kan gøre nogle gode fund. Vi kender aldrig helt vores sortiment, fordi det skifter, så én dag kan man finde glasvaser, en anden champagne, siger han.

Wefood-butikken på Godsbanen er som sagt lige nu ved at blive bygget op. Men første gang, du kan gå på skattejagt mellem hylder og pallerammer, bliver onsdag 7. juli kl. 12-19.

- Aalborg-butikken bliver landets klart største, når man ser på selve butiksarealet. Og man kan godt glæde sig, for Wefood er et sjovt koncept, der har udviklet sig meget i løbet af de fem år, det har eksisteret, lyder det.

Butikken i Aalborg er Wefood-kædens sjette butik - de øvrige butikker ligger primært i København og Aarhus.

Du kan læse meget mere om, hvordan du kan handle billigt og bæredygtigt og samtidig bekæmpe sult i verdens fattigste lande på kædens hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...