Søstrene Anja og Tina Rørdam er gået sammen om at åbne en ny restaurant i byen

AALBORG: Anja Rørdam, der i dag ejer Pingvin, var i forsommeren på udkig efter lokaler til et nyt koncept, og hun faldt for den charmerende loftsrestaurant i Simonis Gaard, som tidligere husede restauranten Hos Bolt. Bindingsværkshuset skulle danne rammen om hendes næste restauranteventyr. Inden en koncert i Karolinelund i juli, mødte hun sin søster Tina Rørdam, og præsenterede hende for ideen.

Psedotvillingerne indgår partnerskab

Tina Rørdam blev grebet af den nye idé. Så grebet, at hun ikke blot ønskede at assistere på sidelinjen.

- Må jeg ikke være med, spurgte hun spontant. Og sådan blev det.

I dag kan Anja ikke forestille sig en bedre partner end sin søster.

- Vi er gode til at forstå og supplere hinanden. Arbejdsområderne er blevet delt imellem os, og tilsammen har vi rigtig mange kompetencer, fortæller Anja Rørdam.

De to søstre har altid haft et helt særligt bånd. Med kun et år imellem sig, beskriver de sig selv som pseudotvillinger.

Til daglig er Tina Rørdam i en helt anden branche. Hun er nemlig socialrådgiver og arbejder med udsatte børn og unge. Det vil hun også fortsætte med, ligesom Anja Rørdam fortsætter med at drive Pingvin.

- Vi har det bedst med at bestille noget, og vi er ikke typerne, der sidder stille ret lang tid af gangen, griner Tina Rørdam.

Kreativt arbejdsrum til kokkene

Få dage efter beslutningen om partnerskabet var truffet, var søstrene nede og se lokalet med kokke og tjenere fra Pingvin. Personalestaben skal nemlig fremtidigt veksle mellem de to restaurationer.

- Vi har seks dygtige kokke, der alle har forskellige kompetencer. Jeg glæder mig vildt til at give dem kreativt arbejdsrum, så de kan folde deres evner ud på en ny måde, siger Anja Rørdam.

Menukortet Hos Rørdam er også væsentligt andeledes end det konceptuelle kort på Pingvin. Her kan de lege med menuen og sammensætte unikke og klassiske retter - fra frølår til flæskesteg. Hovedessensen er, at der serveres råvarer af høj kvalitet. De lytter også gerne til gæsternes ønsker. Restaurationen skal være for alle, og det bliver muligt at sammensætte sin egen 3-5 retters serveret menu eller buffet.

Søstrene forventer at åbne dørene til restauranten i løbet af september.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...