Se hvad du kan glæde dig til at smage lige her

AALBORG: Der er kommet nyt liv i det lille køkkenlokale i Aalborg Street Food The Lighthouse, der tidligere husede Chicken Corner, der desværre måtte dreje nøglen om. Det har til gengæld givet mulighed for, at det nye streetfoodkøkken Dim Sum nu kan forkæle byens borgere med deres autentiske kinesiske retter.

- Vi glæder os rigtig meget til at møde aalborgenserne, og til at de skal smage vores mad, fortæller Ling Ling Houng, der står bag disken sammen med hendes mand Chun Song Chen, der er kok og indehaver af Dim Sum.

Som navnet måske afslører, kan du hos det nye køkken købe det lette kinesiske måltid dim sum, der består af et bredt udvalg af små retter. Hos Dim Sum er der blandt andet de dampede boller med kødfyld og grøntsager, som kaldes bao, på menuen.

- Man kan faktisk godt kalde bao for en slags kinesisk burger, fortæller Ling Ling Houng.

Pauline Vink
Ling Ling Houng og hendes mand flyttede til Danmark fra Kina for 12 år siden. Foto: Lasse Sand

Smagen af Kina

Parret er glade for, at de nu har mulighed for at tilføje noget nyt til det ellers veletablerede madmekka.

- Vores mad har nogle lidt anderledes smage end de andre køkkener, og hvad man ellers er vant til at købe i supermarkedet i Danmark, fortæller Ling Ling Houng.

Ling Ling Houng og hendes mand har rykket teltpælene op og er flyttet til Aalborg fra Brønshøj, hvor de har boet i mange år. De har haft en kinesisk restaurant i samme by, men nu er det altså det nye lille streetfoodkøkken, der er i fokus, og de er selv ret vilde med, at de nu indgår i et koncept som Aalborg Street Food.

- Jeg syntes, det giver rigtig god mening for Aalborg med et sted som Street Food. Det er dejligt at man ikke skal køre langt for eksempel til Aarhus for at få god mad, fortæller Ling Ling Houng.

Pauline Vink
Sådan ser facaden ud hos det nye køkken Dim Sum. Foto: Lasse Sand

Det har dog også været noget af en omvæltning, at skulle indfinde sig i en ny by, men Ling Ling Houng og Chun Song Chen er allerede blevet glade for at bo i byen.

- Vi syntes, at det er meget anderledes at bo i Aalborg end i Brønshøj, men der er et rigtig godt miljø i byen, og så syntes vi også, at Aalborg er en pæn by, med mange pæne huse, fortæller Ling Ling Houng, imens hun også påpeger, at det lige nu føltes lidt ligesom om, at de er på en rejse, da de endnu ikke kender byen særlig godt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...