Måltidskasserne indeholder råvarer og opskrifter til tre hverdagsretter. Foto: Lasse Sand
Mad & Drikke

Stor opbakning: Måltidskasser fra Nam er et hit

Samtidig er restauranten med i samarbejde, der donerer mad til socialt udsatte mennesker

21. april 2020 kl. 18:29

AALBORG: Er du allerede vild med det asiatiske køkken og måltidskasser? - eller har du lyst til at prøve? Så er der her måske noget for dig; Restaurant Nam har for nylig sat dailyNam på menuen.

Og de asiatisk inspirerede måltidskasserne, der bliver leveret ved din dør, har fået en forrygende start.

- Jeg synes, de er blevet modtaget rigtig godt, og opbakningen fra folk er stor. Måltidskasserne er allerede blevet landsdækkende, for vi oplevede hurtigt efterspørgsel i andre byer, siger medejer Anne Menendez.

Kim Jeppesen og Anne Menendez glæder sig over, at deres måltidskasser har fået en god modtagelse. Foto: Lasse Sand

- Vi lægger først og fremmest vægt på gode råvarer, og så vil vi også gerne give kunderne ekstra inspiration og mulighed for selv at prøve at lave asiatiske retter nu, hvor mange er hjemme og måske har ekstra tid. I det hele taget vil vi gerne udvide interessen og nysgerrigheden omkring det asiatiske køkken.

Hver kasse indeholder råvarer til tre sunde, familievenlige hverdagsretter, og initiativet har været på tegnebrættet nogen tid, men det blev rykket frem, da blandt andet restauranter lukkede på grund af frygten for coronavirus.

- Som alle andre spisesteder er vi også påvirket af krisen, og så handler det om at tænke kreativt og hurtigt, siger Anne Menendez.

- Og det er jo ikke kun os, der tænker i nye baner. Andre restauranter - og andre brancher - er også tvunget til at ændre tankegang. Det handler om at være omstillingsparat, så man kommer bedst muligt ud på den anden side af krisen.

Foto: Lasse Sand

Samtidig har Anne Menendez og restaurantens anden indehaver, Kim Jeppesen, besluttet at donere mad til udsatte borgere.

- Vi er glade for at kunne gøre en forskel. For os er det meget nærliggende at støtte udsatte mennesker og samtidig bruge de råvarer, vi har i overskud, fornuftigt, siger han.

Initiativet er et samarbejde med Internet Zoo, og måltiderne bliver serveret hos Kirkens Korshær - indtil videre resten af måneden.

Nam på Vesterbro er lukket i øjeblikket på grund af coronakrisen - du kan læse mere om dailyNam på restaurantens hjemmeside.

Annonceret indhold

Nyeste