
Stort nybyggeri er på vej syd for IKEA
Den første bid af kæmpe erhvervsgrund er blevet solgt
SKALBORG: En nyt byggeri vil snart skyde op syd for IKEA på en grund, som lige nu er ejet af de to tidligere ejere af Gøl Pølser.
Den solgte byggegrund er på 22.000 kvadratmeter, og køber er FDM, som vil samle en del af sine aktiviteter i Aalborg på den nye grund.
- Vi har i længere tid været i gang med at finde en ny placering af FDM test og bilsyn Aalborg, der samtidig gør det muligt på sigt at samle en del af vores aktiviteter et sted. Derfor har vi nu afgivet et betinget købstilbud på en erhvervsgrund i Svenstrup, der giver stor synlighed for FDM-test og bilsyn, og der er samtidig gode muligheder for en senere udvidelse, siger divisionschef i FDM test og bilsyn Henning Pedersen.
TN Udvikling A/S, som udvikler den i alt 111.000 kvadratmeter store erhvervsgrund ved Ikea, ser frem til et kommende samarbejde med FDM.
- Vi valgte at investere i netop denne grund, fordi den kommende 3. Limfjordsforbindelse og adgang til E45 samt City Syd er tæt på. Vi er sikker på, at med FDM som ejer følger der snart flere virksomheder med ud på de nye erhvervsgrunde, som sælges i stykker af minimum 10.000 kvadratmeter, lyder det fra direktør Torben Nielsen fra TN Udvikling.
Det er erhvervsmæglerne Nordicals Aalborg, der har formidlet salget af den grund, som skal huse FDM's byggeri.
- TN Udvikling er i samarbejde med Aalborg Kommune ved at modernisere plangrundlaget af grunden, som oprindelig har ligget til udvidelse af Gøl Pølser, og jeg er sikkert på, at vi i løbet af den kommende tid vil få udsolgt af disse attraktive erhvervsgrunde, siger Steen Royberg fra Nordicals Aalborg.
Prisen for den handlede grund er - indtil handlen er tinglyst - ukendt.