Der er på forhånd interesse for især sneakers til konfirmander

AALBORG: Du får masser af sko at vælge imellem, når Aalborg Sneakermarket vender tilbage med endnu et af de populære events i begyndelsen af april.

Der er altid masser af besøgende, når Ida Rekha inviterer indenfor til et marked, hvor du også finder vintagetøj og tilbehør.

- Senest blev det aflyst på grund af corona, og nu glæder jeg mig meget til et marked uden restriktioner, hvor vi kan mødes og hygge os og have et fællesskab omkring interessen for sneakers, siger hun.

Tina Larsen
Ida Rekha ser frem til fire markeder på Streetfood i år, og ambitionen er også på sigt at slå dørene op i andre byer end Aalborg. Arkivfoto: Peter Broen

Du finder omkring 35 stande i hallen hos Aalborg Streetfood, og Ida Rekha oplever især interesse for én ting, nu hvor foråret er på vej.

- Det er sko til konfirmanderne - der er allerede mange henvendelser via de sociale medier, og vi har masser at vælge imellem, siger hun.

Ida Rekha glæder sig over, at markedet er populært med mange gæster.

- Det skyldes blandt andet, at der ikke er andre sneakersmarkeder i Jylland, så potentialet er stort. Og samtidig er sneakers populære både blandt samlere og andre købere, siger hun.

- I dag bruger man skoene i alle mulige sammenhænge - og de appellerer til alle køn og aldersgrupper. Jeg oplever dog, at der især er en stigende interesse blandt unge, og måske hænger det sammen med, at de bliver påvirket af sociale medier, hvor universet omkring sneakers fylder meget, gætter hun.

Nu handler det for Ida Rekha om at komme i gang med markederne, og hun glæder sig over, at fire datoer allerede er aftalt med Aalborg Streetfood - Køkkenfabrikken.

- Derudover arbejder jeg også på at komme til andre byer og udvikle markedet på den måde, fortæller hun.

Årets første udgave af Aalborg Sneakermarket finder sted hos Aalborg Streetfood på Skudehavnsvej 2. april.

Hvis du har en VIP-billet, kan du komme ind klokken 11, og ellers er det fra klokken 13 til 16.

De kommende markeder finder sted 11. juni, 3. september og 3. december.

Der er gratis adgang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...