Livet her

Street Art: Baggård har fået nye farver

Du skal i stigende grad tage på opdagelse for at finde byens nye street art-værker

02. maj 2019 kl. 18:15
Opdateret 03. maj 2019 kl. 10:44

AALBORG: Adressen hedder Bispensgade. Men du skal alligevel lige kigge lidt efter det, hvis du vil se byens allernyeste street art-værk.

For inde i gården mellem Paladspassagen og Q Park Palads har den hollandske kunstner Joram Roukes netop færdiggjort en kæmpestor, farverig collage.

- Collager har været min malestil i omkring 10 år, så derfor var det også naturligt at gøre det her, forklarer han, mens han er i gang med de sidste detaljer.

Joram Roukes er klassisk uddannet fra Kunstakademiet Minerva i maleri. Foto: Jesper Thomasen

Gavlmaleriet har været fem fulde arbejdsdage undervejs, men han er gået lidt til og fra, fordi han samtidig har skullet have en række værker klar til udstilling på Kirk Gallery. Det store maleri er da også en del af femte udgave af Aalborg-galleriets projekt "Out in the Open".

Collagen er en sammensætning af flere dele af personer med et fuglehoved. Et ret typisk værk for ham, vurderer kunstneren selv, der er klassisk uddannet fra Kunstakademiet Minerva i maleri.

- På uddannelsen lavede vi meget landskaber med figurer af den ene eller anden slags, men jeg syntes ikke rigtig, jeg havde begreberne på plads, så derfor blev det her min stil. Jeg bruger mange referencer og har næsten altid dyrehoveder på, forklarer han og tilføjer, at han synes dyrehovederne giver det en mere spændende dimension.

- Hvis en maler laver et menneskehoved, så bliver det et portræt. Her er jeg mere fri, siger han.

Det har taget omkring fem fulde dage at lave det store værk. Foto: Jesper Thomasen

Det store værk er lavet med spray, og han har stået på en mobillift for at kunne komme op og ned. Det har ind imellem givet udfordringer, for når dimensionerne er så store, er det svært ikke at kunne komme ordentlig på afstand og se, hvordan det tager sig ud.

- Jeg har kørt en del frem og tilbage med liften for at se det. Heldigvis frigør collage-stilen mig lidt. Fordi delene er sat sammen, er det ikke så vigtigt med proportionerne, forklarer han.

Joram Roukes glæder sig over den gavl, han har fået tildelt. For selv om den er lidt væk fra alfarvej, så giver den noget slidte baggård eller gyde om man vil et råt udseende, som passer godt sammen med hans værk.

Joram Roukes har arbejdet med collagestilen i omkring 10 år. Foto: Jesper Thomasen

Og i det hele taget så skal vi til at gå lidt længere for at se nye gavlmalerier.

- Der kommer til at ske det, at vi i stigende arbejder os uden for midtbyen med malerierne, forklarer indehaver af Kirk Gallery, Lene Kirk.

Dels er der et begrænset antal store flader til rådighed at male på i Aalborg, dels synes hun også, at andre bydele skal have glæde af kunsten.

- Det er jo ude omkring i mere socialt belastede områder, at det virkelig batter noget at lave den her slags. Studier viser, at laver man malerier her, så tager beboerne mere ejerskab over deres kvarter. siger hun og tilføjer, at det første gavlmaleri, hun stod bag, netop var i Aalborg Øst i 2009.

- Det er også, når man kommer uden for midtbyen, at man finder de største gavle. Og så vil vi også gerne, at så mange som muligt skal have glæde af den her kunst, siger hun.

Passagen eller baggården har et råt udseende og det passer godt sammen med maleriets stil, mener kunstneren. Foto: Jesper Thomasen

Joram Roukes har kendt til "sin" gavl på forhånd og præsenteret en skitse for både Lene Kirk og ejerne af de involverede ejendomme.

- Mit udgangspunkt er fotografier, som jeg så redigerer sammen i photoshop til en skitse. Nogle gange ændrer tingene sig selvfølgelig lidt, som jeg maler værket frem, men for det meste er jeg ret tro overfor min plan, fortæller han og tilføjer, at på gavlen i midtbyen er der ændret på motiverne på nogle t-shirts, men ellers har han holdt sig til sin skitse.

Den hollandske kunstner har nu vendt sin bil mod Holland. Allerede 6. maj skal han i sving med et nyt værk.

Her i Aalborg fortsætter rækken af nye gavlmalerier. I løbet af maj ankommer yderligere to store udenlandske navne og går i gang med at forandre Aalborgs gavle og vægge.

Joram Roukes har allerede forladt Aalborg - 6. maj begynder han på et nyt stort værk i Holland. Foto: Jesper Thomasen

Annonceret indhold

Nyeste