Køkkenerne serverer snart lækker mad igen efter vinterpausen

AALBORG: Vi kan nu se frem til at spise dejlig og spændende mad på Skudehavnen hos Aalborg Street Food - The Lighthouse igen, imens vi varmer os i solens stråler. De åbner nemlig dørene allerede om lidt over en måned!

- Vi glæder os til den nye sæson. Vi havde en rigtig god sæson sidste år og håber på endnu en god sæson, fortæller Isabel Enevoldsen, der er presseansvarlig ved Aalborg Street Food - The Lighthouse.

Når dørene åbnes igen er det både med nye og gamle kendinge på menuen, og Isabel Enevoldsen fortæller, at den konkrete planlægning i forhold til åbningsdagen samt hvilke køkkener der endeligt får en plads, først vil blive besluttet i løbet af marts måned.

- Vi kommer til at åbne 3-4 nye køkkener, og håber på vi kan få plads til nogen, der laver dansk mad, men ellers ved vi ikke endnu, hvordan det hele kommer til at se ud i sidste ende, fortæller Isabel Enevoldsen.

Endnu flere events på vej

Den seneste sæson bød på masser af events, og Isabel Enevoldsen fortæller, at det også vil være den vej, som Street Food vil gå i den kommende sæson.

- Street Food og events passer så godt sammen, fortæller Isabel Enevoldsen.

- Der er god stemning, og vi har pladsen til det, så det er bare en rigtig god kombination. Og så vil vi gerne støtte op om ting, der gavner lokalmiljøet, fortsætter hun.

De events, som vi kan glæde os til, er blandt andet gamle kendinge såsom lopper på Street Food, bingo, mandemesse, Sankt Hans og forskellige musikarrangementer.

Den præcise åbningsdato bliver den 5. april, og vi her på redaktionen er klar til at stå i kø som de første.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...