Ejer lover dog, man åbner igen, når coronarestriktioner er helt væk

AALBORG: Du kan igen gå i biografen, i teatret og til koncerter, men dørene hos Aalborg Streetfood - Køkkenfabrikken er fortsat lukkede. Og det bliver de ved med at være i hvert fald nogle måneder endnu.

- Vi kan ikke blive ved med at åbne og lukke, for hver gang koster det os penge, og det kan ikke betale sig for os at åbne kvart, siger Toni Jørgensen, der er en del af ejerkredsen bag markedet på havnefronten.

Hvornår du igen kan hænge ud i den store hal, slubre drinks og spise retter fra forskellige verdenskøkkener, tør Toni Jørgensen indtil videre ikke sætte en dato på. Men vi taler nogle måneder ude i fremtiden, for han vil være helt sikker på, at det er endegyldigt slut med coronarestriktioner.

- Der er ikke penge i, at vi kun kan servere til klokken 22, og mange ting er i det hele taget for usikre. Vi er ikke nogen lille café, der bare kan åbne og lukke, men har ansvar for en masse ansatte i boderne. Samtidig går der meget lang tid, før vi får vores kompensationspenge. Vi mangler stadig nogle for marts 2020, siger han.

Toni Jørgensen afviser, at Aalborg Streetfood - Køkkenfabrikken har problemer med likviditeten, eller at der skulle være usikkerhed om, hvorvidt markedet åbner igen.

- Nej, der er vi slet ikke. Vi har god likviditet, og om lidt kigger vi ind i vores højsæson. Vi skal bare lige derhen, fastslår han.

Katrine Schousboe
Toni Jørgensen vil være helt sikker på, vi har set det sidste til restriktioner, før madhallen åbner igen. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Nye køkkener på vej

Streetfood har ifølge ejeren booket en flok events her i foråret i blandt andet februar og marts. På de dage, vil der være åbent, og deltagerne vil også have mulighed for at få noget at spise.

- Jeg driver selv nogle af køkkenerne, så dem kan vi i hvert fald åbne, siger han.

Ventetiden, til Aalborg Streetfood for alvor kan åbne, bliver brugt til at udvikle stedet og finde på nye tiltag. Ifølge Toni Jørgensen skal vi blandt andet glæde os til en ny bar i eventhallen, og til foråret vil træterrassen udenfor blive blive omdannet til et loungeområde med en masse madrasser og eventuelt en bar. Også indenfor vil der blive mere aktivitet med musik fredag og lørdag i både madhallen og eventhallen.

- Vi vil gerne udvide vores koncept, sådan at man kan gå rundt mellem forskellige former for musik, forklarer han.

Også udvalget af køkkener er i gang med at få en opdatering. Når Aalborg Streetfood genåbner bliver det med fire nye tilbud - Wok Shop, der er thaiinspireret, Pastotto, som serverer pasta og risotto og en henholdsvis mexicansk og sydamerikansk bod.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...