Martin Kjær synes, at GAME Streetmekka Aalborg er den perfekte lokation til Madmekka, fordi der er en ung og cool stemning. Foto: Kim Dahl Hansen
Det sker

Streetmekka bliver til Madmekka

Unge med og uden flygtningebaggrund skal lave mad sammen i nyt projekt i byen. Mød en af initiativtagerne her

01. oktober 2019 kl. 14:56

AALBORG: I København og Aarhus har DFUNK - Dansk Flygtningehjælp Ungdom i flere år haft succes med projektet Madmekka, og nu er det sociale arrangement også kommet til Aalborg.

Tanken bag er, at unge med og uden flygtningebaggrund mødes over et måltid mad, som de selv er med til at tilberede. Derved bliver der skabt relationer på tværs af kulturelle skel til glæde for både gæster og frivillige. En af Initiativtagerne bag den nordjyske version af Madmekka er Martin Kjær, der også tidligere har arbejdet med integration i Aalborg igennem historiefortællerprojektet Flygtninge Fortæller.

- Madmekka er noget, som jeg personligt i længere tid meget gerne har villet have op at stå. Jeg deltog selv i et Madmekka-arrangement i København, da jeg var i praktik i byen, og tænkte: "Ej det kunne være fedt, hvis vi også kunne lave det i Aalborg", fortæller Martin Kjær.

Martin Kjær samlede derefter folk, som var interesserede i at bidrage til projektet i hans egen by, og dermed blev Madmekka Aalborg hurtigt en realitet.

Sådan ser køkkenet ud, hvor Martin Kjær og de øvrige deltagere til Madmekka skal kokkerere de næste mange tirsdage. Foto: Kim Dahl Hansen

Mad samler folk

Martin Kjær valgte at blive en del af Madmekka i København, fordi han netop var flyttet til byen og derfor endnu ikke havde et særligt stort netværk. Han opdagede dog hurtigt, hvor nemt det var at falde i snak med folk, når man havde noget at samles om.

- Jeg var lige kommet til en ny by og havde ingen venner der, så jeg tænkte: "Nu tager jeg til det her arrangement, og ser hvad det er", fortæller Martin Kjær.

- Det kan være enormt svært at komme ind i et rum med en hel masse nye mennesker, men jeg opdagede, at det hele gik meget nemmere, når man sad sammen og skar noget selleri, fortæller Martin Kjær grinende.

- Lige pludselig snakkede man bare med nogen. Det var også lige meget, om der var en sprogbarriere, fordi man kunne ligesom få en overensstemmelse omkring det her mad, og det håber vi rigtig meget på at genskabe her i Aalborg, fortsætter han.

Martin Kjær er netop blevet kandidat i Culture, Communication and Globalisation ved Aalborg Universitet. Foto: Kim Dahl Hansen

Madmekka giver noget nyt til byen

Martin Kjær fortæller, at man som person med flygtningebaggrund i Aalborg kan deltage i flere forskellige gode tilbud rundt omkring i byen, som kan hjælpe til et godt integrationsforløb, men han peger også på, at disse tilbud typisk ikke henvender sig særligt til den yngre generation.

- Jeg ved, at vi har rigtig mange unge med flygtningebaggrund her i byen, som deltager i eksempelvis sprogcafeer, men det er bare tit, at de frivillige i disse tilbud er ældre mennesker. Det er også rigtig godt, og de unge får helt sikkert en masse ud af det, men der syntes jeg, at Madmekka kan noget helt andet, fortæller Martin Kjær.

Hos Madmekka-projektet bliver der nemlig udvisket nogle grænser, fordi både gæster og frivillige deltager på lige fod.

- Det er ikke et suppekøkken, hvor vi giver mad til folk. Alle skal være en del af madlavningen, og alle skal indgå i fællesskabet.

Madmekka finder sted hver anden tirsdag. Næste gang er på tirsdag, 8. oktober, hos GAME Streetmekka Aalborg.

Annonceret indhold

Nyeste