På fredag kan du opleve tre nordjyske bands live fra Aalborg

AALBORG: Kæmpe store navne gør det. Spiller live-koncerter lige hjem i din stue.

På fredag, 1. maj, kan du så også opleve en række nordjyske bands spille live på din foretrukne skærm. Det er Studenterhuset, der er gået sammen med det nye center for rytmisk musik Korma og Spot Festival om at lave tre online koncerter direkte fra Huset i Hasserisgade.

Koncerterne har fået navnet Satellite From Way Up North og vil som sagt blive streamet live, samtidig med at udvalgte branchefolk fra hele verden også vil være inviteret med, skriver Studenterhuset i en pressemeddelelse.

Klokken 20.10 kan du høre den dansk brasilianske garagerock duo The Courettes. De har siden 2015 turneret intensivt i Europa og Brasilien og har fået anmelderroser fra musiktidsskifter som Mojo, Rolling Stone og Louder Than War.

Kl. 20.50 er det den unge sangskriver, sanger og guitarist Hjalte Ross, der udgav sit debutalbum i efteråret 2018. Hjalte Ross har tidligere spillet på Spot Festival, Roskilde Festival og været support på Mikael Simpsons danmarksturné.

kl. 21.30 er det den aalborgensiske duo Kogekunst, der har rørt, inspireret, overbevist og provokeret sit publikum på de to albums ”Sexede” og ”LALA”, og med koncerter på både Spot og Roskilde Festival, Bremen Teater, en færgebuffet ud for Grønlands kyst og i et teater i Cusco.

Vært for projektet er DR-værten Carsten Holm, der interviewer de optrædende artister med aktuelle emner som den danske kultur i en lukket tid.

Studenterhuset har med Way Up North festival siden 2007 stået for præsentation af nordjyske talenter på Spot Festival.

Du kan streame det hele fra både computer, tablet og smartphone via Way up Norths Facebookside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...