Corona giver mange studerende økonomiske kvaler

AALBORG: Du kender det sikkert godt. SU'en bliver mindre og mindre værd, og det kniber med at have penge på kontoen sidst på måneden, når man er studerende.

Nu råber gymnasieelever i Aalborg op. I eftermiddag, 30. september, går de på gaden og serverer SU-mad til forbipasserende for at vise, at det svært at få penge til noget ordentligt at spise. Og særligt i forbindelse med corona er problemet blevet større, fordi mange har mistet deres fritidsjob og derfor er ekstra udsatte, fortæller de i en pressemeddelelse.

I hele landet foregår der lignende aktioner på samme tid i bl.a. Aarhus, København, Odense og Hillerød.

- Det er en fuldtidsbeskæftigelse at tage en uddannelse, og det burde derfor ikke være nødvendigt, at vi unge skal arbejde ved siden af vores uddannelse, for at få pengene til at række. Men det er der desværre mange unge, der i dag er nødsaget til, fordi vores SU, både den hjemmeboende og den udeboende, i årevis er blevet udhulet. Desuden optager næsten hver femte elev på en ungdomsuddannelse et SU-lån, men det kan simpelthen ikke være meningen, at man skal gældsætte sig i så ung en alder, siger Nikoline Prehn som er forperson for DGS Nord.

Eleverne serverer maden på corona-venlig vis og sætter fokus på SU-reglerne, som gør det svært for unge at flytte hjemmefra, mens de tager en ungdomsuddannelse. Det er blandt andet 20/20-reglen, der blandt andet siger, at man skal være fyldt 20 eller, at ens forældre skal bo over 20km væk fra ens uddannelsesinstitution, før man kan få udeboende SU.

- SU'en følger ikke med minimumsreguleringerne og altså derfor ikke med løn og prisudviklingen - det betyder, at vores SU fortsætter med at blive mindre værd. Desuden er det en stressfaktor for mange studerende, at man blive nødt til at have et arbejde, og derfor ikke kan dedikere sig 100% til sit studie, forklarer Nikoline Prehn.

Aktionen foregår i Algade foran Salling i eftermiddag fra kl. 16.30 til 18.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...