Bryggeren glæder sig over, at der er stor opbakning til at handle lokalt

AALBORG: - Når folk ikke kan komme til øllet - må jeg sørge for, øllet kommer til dem, siger Fredrik Hector Schmidt.

Han ejer bryggeriet Bad Seed Brewing, der som noget nyt leverer øl på dåse hjemme hos dig i Aalborg-området, hvis det er bestilt på nettet.

- Jeg tog initiativet, fordi nedlukningen af barer og restauranter kunne få meget voldsomme konsekvenser for mit salg - og i sidste ende min virksomheds overlevelse, siger han.

- Så jeg var nødt til at tænke kreativt og tage nye initiativer.

Øllet bliver afleveret på dit dørtrin om fredagen - i næste uge dog onsdag på grund af påsken - og selv om der kun har været levering i et par uger, er det allerede blevet en stor succes.

- Det har faktisk været ufattelig overvældende, hvor meget folk i lokalområdet har støttet op om os. Vi har haft super travlt om fredagen, og vi har haft flere fyldte biler, der har kørt Aalborg og omegn tynd, siger Fredrik Hector Schmidt.

- Jeg er utrolig taknemmelig for dem, som køber øl i øjeblikket. Det er skønt at mærke, at folk gerne vil købe Bad Seed-øl.

Bryggeren glæder sig over, at der generelt er stor opbakning til at handle lokalt i en tid, hvor frygten for coronavirus har lukket store dele af samfundet ned.

- Der har været utrolig stort fokus på de små producenter. Især i den første uge efter nedlukningen med opfordringer om at støtte nu for at kunne beholde de restauranter, bryggerier og butikker, man er glad for, siger Fredrik Hector Schmidt.

- Og det kan jeg mærke, at folk har taget til sig.

Det er planen, at initiativet fortsætter, så længe han ikke kan sælge til restauranter og caféer, som er de primære købere.

- Eller indtil vi løber tør for dåser.

Fredrik Hector Schmidt understreger, at leveringen foregår efter myndighedernes anbefalinger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...