Interessen for at se ”Midt om natten” i musical-version er så stor, at der nu bliver en ekstra forestilling 10. maj. Pr-foto

Gik du glip af "Midt om natten", kan du nå det endnu

AALBORG: Interessen for biografsuccesen og alletiders bedst sælgende danske album "Midt om natten", der til maj kan opleves som musicalversion i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), har været meget stor. I samarbejde med Langkjær Entertainment, Live Nation og Tivoli er det nu lykkedes at presse en ekstra forestilling ind i Aalborg torsdag 10. maj kl. 16. Den nyskrevne musical, som tidligere på måneden havde premiere i Tivolis Koncertsal, er baseret på Erik Ballings, Henning Bahs og Kim Larsens originale manuskript fra 1984, mens Heinrich Christensen har stået for forestillingens scenebearbejdelse. Til forskel fra filmens oprindelige handling har musicalen twistet lidt og fået tilsat et nutidigt perspektiv. Publikum bliver derfor præsenteret for et bud på, hvad der videre skete med Benny, Arnold og alle de andre efter fribytterlivet på Haveje. Musicalen "Midt om natten" byder på et glædeligt genhør med de mange velkendte numre fra det enormt populære Kim Larsen-album af samme navn. Derudover indeholder forestillingen en lang række af Gasolins største hits som Kvinde min, Rita, Rabalderstræde og Tarzan Mamma Mia i nyfortolkede versioner, der alle fremføres live på den store scene i Aalborghallen af blandt andre Kurt Ravn, Lise Baastrup, Jimmy Jørgensen og Pernille Højmark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...