Vegandottir er rent vegansk og laver meget velsmagende fastfood.
Mad & Drikke

Sund tømmermændsmad du (måske) ikke vidste, ville virke

Du ligger der igen. Tømmermænd. Men det nye år er lige begyndt, så hvordan holder du aftalen med dig selv om at spise sundere? Her er fem gode tip til sund fastfood, du kan finde i Aalborg - og en joker.

01. januar 2022 kl. 12:18
Opdateret 24. maj 2022 kl. 12:10

Efter en druktur mangler kroppen ikke bare god søvn og vand. Den mangler også kulhydrater og masser af næringsstoffer for at komme tilbage til normalen. Sukkerdepoterne er nede, og de skal fyldes op.

Normalt tænker man sikkert burger, pizza og måske pomfritter. Men der findes også sundere løsninger, som tilfører en masse gode næringsstoffer uden at fylde kroppen med junk.

1. Vegandottir - Det veganske alternativ

Vegandottir laver den vildeste fastfood uden kød, og jeg er totalt fan. De går nemlig så meget op i smag, at deres chili barbecue-burger går rent ind på listen over perfekt og - lidt - sundere tømmermændsmad.

Generelt er de helt sindssygt skarpe på smag hos Vegandottir, og efter en hård nat for smagsløgene, så er her en måde at vække dem og din krop op på.

2. Sushi - protein og nærende salte

Sushi er produktET til tømmermænd. Du får masser af kulhydrater, proteiner og næringsstoffer med i hver mundfuld. Salt soya og skarp wasabi kan også være med til at give mund og krop et kick af de stoffer, man mangler.

3. Caspars - pokebowls eller rolls

Der er så meget sundt ved at spise en pokebowl eller friske forårsruller med grøntsager, fisk eller kød rullet i tyndt rispapir. Som fastfood er det noget af det sundeste, man kan få. Smagsmæssigt er der masser af gode dressinger at dyppe i som peanut, sesam, teriyaki, citrongræs eller hvidløg.

Caspars har klart én af de bedste muligheder for sund tømmermændsmad - men man kan sagtens finde det andre steder i byen også.

4. Anettes - godt med kulhydrater og smag

Grov sandwich med valgfrit fyld får du næsten ikke bedre end hos Anettes Sandwich. Der er masser af valgmuligheder, og vælger man groft brød og noget med salt, så er der god mulighed for at slippe af med tømmermændene på ingen tid.

Der er også Nadias Sandwich og Bogø Sandwich - så vælg en sandwich. Det vil du ikke fortryde.

5. Thai2Go - thailansk stir fry

Noget af det sundeste og mest velsmagende mad kommer fra de asiatiske køkkener. Saucerne er dog tit fyldt med sukker, så vælg retter, hvor du har nogenlunde styr på indholdet.

En lynstegt ret - stir fry - indeholder ofte ingefær, chili, hvidløg, soya og sesamolie som smagsgivere. Og med kort tid på panden beholder grøntsagerne mange af sine næringsstoffer.

Jeg kan godt lide nummer 11a - Khao Phat - stegt kylling med karry og cashewnødder.

6. Besøg en restaurant - gåturen er også god

På årets første dag er der flere restauranter, der har åbent. Det er jo lørdag. Tag turen på gåben og få noget frisk luft. Bestil gerne noget kød eller fisk og nogle grøntsager og gå generelt efter retter, der er grillet, bagt eller braiseret. Bed om ekstra grøntsager - og drop sovs og kartofler, så får din krop alt det, den har brug.

****

Annonceret indhold

Nyeste