Johnni Olesen ramte lørdag eftermiddag Lindholm Strandpark og han blev hyldet på behørig vis

NØRRESUNDBY: Den 28. juni startede Johnni Olesen på sin 540 kilometer lange svømmetur Vendsyssel Rundt. Den første etape gik fra Lindholm Strandpark og strakte sig 14 kilometer til Gjøl Havn. Dermed var Johnni Olesen i gang med sit projekt, for at samle penge ind til børnene på Julemærkehjemmet i Hobro.

- De er nogle fantastiske børn, og de fortjener alt den opbakning, de kan få, fortæller Johnni Olesen.

Ideen til Vendsyssel Rundt fik han for halvandet år siden. Da han efterfølgende kom til at sige det højt til Gudenå Open Water, og der var flere vidner, blev det bestemt, at projektet skulle gennemføres.

- Jeg købte 50 par badebukser, og så var vi i gang, lyder det grinende fra Johnni.

Johnni svømmer ikke i våddragt, han har et par små par badebukser, en havtaske, briller og en badehætte på.

Aalborg:nu mødte Johnni på en solbeskinnet Hou Havn. Hvor etape nummer 46, der strakte sig de 8,5 kilometer fra Hou til Hals, skulle skydes i gang.

- Det bliver fedt at komme tilbage til Limfjorden, så ved jeg, at jeg snart har gennemført, lyder det stolt fra Johnni Olesen.

Milepælen med at vende tilbage til Limfjorden er blot en af flere. Første milepæl var at komme ud af fjorden, den næste var at runde Grenen, og da de 500 kilometer i vandet blev rundet, blev det markeret med et træ bygget op af bananer. Dem er der, når turen bliver sluttet, blevet indtaget 180 af.

Kalorier skal der til, på den lange svømmetur er der blevet forbrændt over 150.000 kalorier, som blandt andet er blevet brugt på over 300.000 armtag.

Svømmeturen har budt på vilde oplevelser og meget varierende forhold.

- Det har været fedt. Hele turen har budt på mange oplevelser. Badevandet har været nede på 17 grader og er nu på over de 20. Der har også været vilde bølger undervejs, fortæller Johnni.

Undervejs svømmede han blandt andet forbi den strandede Hollandske bundtrawler, UK 172 Sursum Corda, og han er blevet kastet rundt i meterhøje bølger.

Johnni har heldigvis været forskånet for de store skader. Der er dog nogle synlige skavemærker på den venstre skulder, udløst af de mange armtag.

- Jeg slap heldigvis for at blive ramt af søsyge undervejs, lyder det fra Johnni Olsen. Der dog kunne fortælle om enkelte episoder, hvor han havde slugt så meget havvand, at det skulle op igen.

Turen sluttede lørdag eftermiddag ved Lindholm Strandpark hvor han blev hyldet af rigtige mange fremmødte. Blandt andet Forstander Lise Claesson fra Julemærkehjemmet i Hobro.

- Johnni bruger alt sin fritid, sammen med familien på, at hjælpe Julemærkehjemmet i Hobro. Det er så vild en præstation, at det er svært at sætte ord på. Udtaler hun til TV2 nord.

Det bliver mærkeligt for Johnni Olesen, når turen er gennemført.

- Jeg har utroligt mange oplevelser der skal fordøjes. De sidste 46 dage har jeg levet i min egen osteklokke, men det bliver dejligt at komme hjem til familien, fortæller Johnni.

Arbejdet for Julemærkehjemmet stopper heller ikke her.

- Jeg skal have hjulpet dem med en ny terrasse, så vi kan holde en fest for de dejlige unger, fortæller den utrættelige svømmer.

Niels Skovmand
På dagens etape havde Johnni fået selskab af Radio NORDJYSKE-værten Marcus Delfer. Foto: Niels Skovmand

Undervejs har man kunnet støtte projektet økonomisk, og det har givet pote.

- Vi har rundet de 100.000 kroner, men hvor meget det ender med, ved jeg først, når jeg har styr på regnskabet, fortæller Johnni.

Man kan stadigvæk støtte indsamlingen til Julemærkehjemmet ved at donere et beløb til nummer 135536 på mobilepay.

Niels Skovmand
De stolte stolte svømmere på vej ud til dagens udfordring. Foto: Niels Skovmand

Selvom svømmeturen slutter lørdag, så kommer den stadigvæk til at fylde meget.

- Jeg har allerede fået en del forespørgsler på foredrag, både på Fyn og i Viborg, her går eventuelle indtægter naturligvis til Julemærkehjemmet i Hobro.

Niels Skovmand
Publikum var mødt talstærkt op til starten. Foto: Niels Skovmand

Du kan hylde Johnni på lørdag på Lindholm Strandpark, du kan se mere om det her.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...