Kings Running Sushi & Buffet i Aalborg er nu dømt i Retten i Aalborg.  Foto: Lars Pauli
Mad & Drikke

Sushi-restaurant i Aalborg dømt i retten

Sushi-restauranten overholdt ikke reglerne og skal nu betale en kæmpebøde

02. september 2022 kl. 15:33

Så er der endnu engang fokus på en af Aalborgs store sushi-restauranter.

Denne gang dog af en anden karakter - og af en helt anden størrelse - end de sure smiley og klager, som netop denne restaurant tidligere har været ude for.

Kings Running Sushi & Buffet i Aalborg blev torsdag dømt til at skulle betale en bøde på 200.000 kroner - uden at nogen repræsentanter fra restauranten var mødt op til retsmødet i Retten i Aalborg.

Bøden er så stor, at den æder størstedelen af restaurantens overskud i 2021, der var på 353.000 kroner.

Sagen har været et par år om at nå frem til retssystemet og en afgørelse - og er foregået i tidsrummet 2017 til 2020.

På ulovlig vis

Restauranten har i flere omgange ansat en kinesisk statsborger på ulovlig vis. Dermed har virksomheden overtrådt udlændingelovens paragraf 59.

Kings Running Sushi & Buffet har således ansat en person, der ikke er statsborger i EU, efter reglerne for ansættelse efter beløbsordningen.

Her er der en minimumsløn gældende - og hvis man ikke overholder den, kan man altså blive straffet med bøde eller fængsel i op til to år.

Fik ikke nok i løn

Af anklageskriftet fremgår det, at betingelserne for arbejdstilladelse - der netop er givet efter beløbsordningen - ikke er blevet overholdt, da der ikke er blevet udbetalt løn - eller løn under sygdom - i et sådant niveau, at den kinesiske statsborger fik en årsløn på minimum 375.000 kroner.

Den ansatte kineser har arbejdet ulovligt ad flere omgange. Fra august 2017 til og med december 2018 - i marts 2019 - og i oktober 2019 til den 17. januar 2020.

Kings Running Sushi har været i gang siden 2016. Restauranten serverer - ifølge egen hjemmeside - japansk og kinesisk mad.

Flere sager i 2020

Chefen på restauranten har ikke ønsket at kommentere dommen. Men det er ikke første gang, at Kings Running Sushi tiltrækker sig negativ opmærksomhed.

I 2020 var Fødevarestyrelsen på besøg og udstedte flere sure smileyer, inden der igen kunne uddeles en glad en af slagsen i juli 2020.

Ligeledes i 2020 var der ifølge Fagbladet 3F et eksempel på en ansat fra Rumænien. 3F i Aalborg har opgjort, at hans arbejdsdage i gennemsnit reelt var af 10,5 timers varighed med to månedlige fridage.

Men på kontrakten var anført 20 timer om ugen og 100 kroner i timen.

Ifølge fagforeningen kom ejerne bag Kings Running Sushi til at skylde knapt 230.000 kroner til den rumænske medarbejder i manglende løn.

Annonceret indhold

Nyeste