
Suspekt om kærlighedsforholdet til Nibe: - I er ligeså fucked up, som vi er!
Der kom både søde ord og overraskende detaljer på bordet, da vi interviewede Suspekt backstage på Nibe
NIBE: Uret siger 21:56. Suspekt er netop landet i deres Backstage-lejr efter to liveshows på Nibe Festival - først for et vildt crowd på Store Scene og akkurat derefter for de frivillige i et pakket lille telt, hvor trægulvet hurtigt blev trampet ihjel.
Fadøl og andre våde varer bliver smækket på bordet i det livlige Backstage-område, og så kaster vi os ellers ud i et interview med de altid søde og 'siger-alting-uden-filter'-Vestegnsgutter: Emil Simonsen, Andreas Bai Duelund og Rune Rask. De har nu haft en fast plads på Nibe-plakaten i 14 år.
Hvad tænker I om Nibes comeback her i 2022?
Andreas: - Det er jo en sindssyg opstartsdag, der er her!
Emil: - Ja, det er sejt. De starter bare op med 150 km i timen derudaf, der er ikke noget pis! Det er fandme sejt at starte ud på den måde, når man har været væk i flere år. Det er jo et Roskilde-program!
Nu spillede I inden solnedgang, hvilket jo ikke helt er normalen for Suspekt. Ku' det noget?
Emil: - Energien hos folk, når vi spiller før klokken 20, er bare bragende. INGEN er trætte, alle er klar! Og sådan var det klart også i dag.

Hvad er det lige med Suspekt og Nibe - ja, Aalborg for den sags skyld? Hvorfor er det SÅ godt et match?
Andreas: - Vi har udviklet et særligt forhold til Nibe. Den kærlighed man får her, giver lyst til at komme tilbage.
Emil: - Suspekt og Aalleren er helt sindssygt. I er ligeså fucked up, som vi er. Engang kunne vi ikke komme til Aalborg uden at få suttet pik, og dét må du gerne citere mig for! Det gælder sådan set stadig, men nu har vi jo fået koner og børn, så de andre singler i Suspekt-bussen må tage den.
Aha... den lader vi hænge der.Genkender I folk på de forreste rækker, når I spiller her nordpå?
Emil - Ja, rigtig ofte. Især når vi spiller for frivillige. Der er jo mange af dem, som er startet på festivalen som unge, der nu er blevet lidt ældre og har fulgt os i alle årene. Det er sgu fedt!
Black Eyed Peas er her jo og deler både backstage og scene med jer i dag. Giver det lidt ekstra sommerfugle?
Andreas: - Jeg har slet ikke set dem.
Emil - Vi er meget fokuseret på os selv. Men hvis det for eksempel var Preben Elkjær, der stod der, så tror jeg, at jeg ville ryste lidt i bukserne og spørge efter en selfie.
Og så til det allervigtigste spørgsmål, som vi alle gerne vil have svar på: Hvad gør I med de mange trusser og bh'er, som I indkasserer til jeres liveshows?
Andreas: - De kommer sguda videre hjem til vores koner og kærester....
Emil: - Haha nej, vi donerer dem faktisk til Kræftens Bekæmpelse, som har solgt dem og samlet ind til kampen mod brystkræft.
Emil: - Alt vores scenetøj samler vi også ind efter hvert show, og så går det til de hjemløse. Så der render hjemløse rundt omkring i Danmark i svedigt Suspekt-tøj.