Sværdet er tilbage
Ingen opdagede, at en kopi af et romersk sværd var fjernet fra Cimbrertyren - torsdag blev det sat på plads igen
AALBORG: Næste gang, du passerer Cimbrertyren på Vesterbro, så kast lige et ekstra blik på den.
Efter i 17 år at have manglet en kopi af et romersk sværd på soklen - under tyrens hoved - blev byens vartegn torsdag formiddag igen komplet.
Her kunne borgmester Thomas Kastrup-Larsen sætte det efterhånden famøse sværd tilbage på rette plads.
- Det føles helt forrygende. For det fuldender historien om cimbrerne, der tog ned og tævede romerne, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Våbnet forsvandt i efteråret 2000, da en ung mand efter en festlig aften i Jomfru Ane Gade brækkede den halvandet kilo tunge kopi af et romersk sværd ned af soklen og tog det med til København.
I 2001 efterlod han sværdet ved skulpturen Drømmeslottet i parken ved Kunsten. Men først i foråret i år - knap 17 år senere - dukkede det op igen. Ingen havde tilsyneladende opdaget, at det havde været væk.
Torsdag fik historien så sin foreløbige afslutning - og mon ikke, der bliver kastet mange blikke mod den store tyr de kommende dage. Og skulle nogen få lyst til at forsøge at rykke sværdet af igen, så lover kommunen, de kommer til at arbejde forgæves. Sværdet sidder nu med syv ankre og er monteret med en speciallim, som kan tåle et tons i træk.
- Så skal vi vist have en af orangutangerne fra zoo til at hive det ud, hvis det skal af, siger borgmesteren til Radio NORDJYSKE.