Kom i form til weekenden med varme, velvære og wellness i ny panoramasauna

AALBORG: Hvad er bedre end en fredag aften med en svømmetur, saunagus, en kold øl og snacks undervejs og gode grin med vennerne?

Det er i hvert fald den oplevelse, som Svømmeland Nørresundby gerne vil give, når de på fredag laver saunacrawl i idrætscentret.

Katrine Schousboe
I panoramasaunaen med den nye gasovn bliver luftfugtigheden højere.Foto: Jan Mortensen/Svømmeland Nørresundby

Navnet saunacrawl er opstået fordi svømmeland netop har indviet panoramasaunaen, og det betyder, at man nu kan veksle mellem den og kelosaunaen.

- Vi laver et program, hvor vi tilbyder saunagus i skiftevis den ene og den anden sauna og så er der lidt at spise undervejs. Vi vil gerne gøre det til en lidt mere eksklusiv oplevelse med de her aftener og har derfor lavet det som en wellnesspakke, siger Cecilie Hedegaard Bak fra Svømmeland Nørresundby.

Katrine Schousboe
Med to saunaer med forskellige ovntyper kan gæsterne veksle mellem dem - heraf navnet saunacrawl.Foto: Jan Mortensen/Svømmeland Nørresundby

Den nye ovn i panoramasaunaen kører på gas i modsætning til kelosaunaen, som er el-drevet. Det giver en anderledes varme, og man kan skabe højere luftfugtighed i saunaen.

- På den måde bliver det en anderledes oplevelse, lidt mere intensivt, siger hun.

Svømmeland Nørresundby har planlagt tre saunacrawlaftener hen over efteråret. Ud over på fredag, 14. september, kan man også tage en wellnessaften 12. oktober og 9. november.

Der er plads til 45 deltagere, og man kan købe billet hos svømmeland eller på Facebook.

Katrine Schousboe
Hvad er bedre end en aften med wellness, når efteråret og mørket falder på? Foto: Jan Mortensen/Svømmeland Nørresundby
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...