Seksualitet og magtstrukturer bliver sat til diskussion på ny udstilling

AALBORG: Har du et gyldigt studiekort til en uddannelse her i kommunen, så kan du den kommende tid få noget ekstra ud af det på Kunsten.

Museet giver nemlig gratis adgang til blandt andet en helt ny udstilling om sex, magt og køn, skriver Kunsten i en pressemeddelelse.

Udstillingen åbner sammen med resten af museet i morgen og taler direkte ind i tidsånden med emner som identitet, gamle magtstrukturer og seksualitet. Og netop derfor kan alle studerende få gratis adgang i udstillingsperioden.

Modvægtens teori er en udstilling af den unge, nigerianske verdensstjerne, Toyin Ojih Odutola, og den lægger ifølge museet op til videre diskussion hjemme på uddannelsesinstitutionen, i studiegruppen eller fredagsbaren.

- Det er en udstilling, der i høj grad udfordrer traditionel tænkning og giver stof til eftertanke - uanset om man læser på sociologi eller til social- og sundhedsassistent. Den udfordrer den måde, vi ser på os selv og hinanden, siger Lasse Andersson, direktør på Kunsten og fortsætter:

- Og så savner vi alle - ikke mindst de unge - at være fælles om store kulturoplevelser, som man kan spejle sig i som menneske. Sådan en oplevelse leverer Toyin Ojih Odutola i højeste grad!

Udstillingen viser omkring 40 nye værker på papir, lærred og træ. Tilbuddet om gratis adgang med studiekort løber til og med 30. maj. Når du er af sted kan du samtidig opleve de to øvrige, nye udstillinger The American Way og Cathrine Opie – 700 Nimes Road.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...