Vores klummeskribent Jonny Hefty har været på Skråen og se slåskamp

AALBORG: En mørk, kold og regnfuld lørdag aften i januar begav jeg mig ud af min lune hule og satte kursen mod Skråen. Selvom New York Times har kåret Aalborgs flotte havnefront, som verdens 8. vidunder, skal man jo ikke glemme, hvor man kommer fra, så jeg lavede et pitstop på Østerport Bodega. En af Ållerens originale brune værtshuse, hvor røgen hang tykt og tungt i luften og jukeboxen spillede Johnny Madsen, mens der blev råbt, raflet og høvlet håndbajere. Jeg havde taget konen på nakken og medbragt et par makkere. Vi var nu ikke kommet for at drikke os fulde, vi var kommet for at se slåskamp!

Det var lige præcis derfor, vi var på vej mod Skråen. Her var der nemlig Bodyslam Pro Wrestling for fjerde år i træk. Min kæreste havde været noget betænkelig fra starten: Er det ikke mest voldstyper og Brian'er med tusser på halsen, der kommer til sådan noget? Næ nej, det var mest flinke nørder, bøv'er og børn med medbragte forældre, som stod i den lange kø, så jeg følte mig straks inkluderet.

Det er egentlig sjovt, at jeg er faldet pladask for dansk wrestling, for jeg hader vold og slåskampe. Jeg har aldrig været i et decideret slagsmål, men har da fået et par dybt ufortjente knyttere i skallen i mine unge dage i Jomfru Ane Gade, fordi nogen mente, jeg var en ”langhåret bøsserøv, der skulle klippes”. Jeg har været til MMA og boksning og det sagde mig ikke en skid. Jeg anede ikke, hvem jeg skulle holde med og syntes alle kampene mindede om hinanden.

Men nu sad jeg, ringside, på et udsolgt Skråen og stemningen var allerede kogende, da ceremonimesteren, Michael Madsen, med stor indlevelse og begejstring entrerede bokseringen og satte showet i gang. Wrestling er en sjov blanding af sport, stunt og teater, en dramatisk fortælling, som spiller på nogle af de samme virkemidler, som en actionfilm, en opera, en tegnefilm eller et superhelteunivers. Og superhelte virker nu engang bedst, hvis der er onde skurke, som skal overvindes.

Vi er ikke i tvivl om, hvem vi skal holde med, da de danske drenge Tank og Matthew Burnett møder Sveriges Elite; Steinbolt og Harley Rage, the Human Battle Tank, i en 2-mod-2 tag team champ battle, hvor der kæmpes om både et overdimensioneret bælte og nationens ære. De to tunge, selvfede svenskere kommer i ringen, spændt op i blåt og gult tætsiddende tricot og proklamerer, at vi alle sammen er nogle ”danskjävlar”. Det afføder et kollektivt buuuhråb, som besvares med et ”håll käften”. Det bliver nærmest Gøg og Gokke agtigt, når Tank, som er et kæmpe brød, bruger makkeren Matthew som levende kasteskyts og tyrer ham efter modstanderne. Svenskerne bruger selvfølgelig feje tricks, 'kommer til' at slå dommeren ned, så han ikke ser, at de sætter et bord op i ringen, som de har skumle planer om, at kaste vores udmattede helte ned i. Begejstringen vil ingen ende tage, da Tank kommer på benene, løfter den 115 kilo tunge Steinbolt over hovedet og mosler ham ned i bordet, som flækker midtover med et brag. De renhjertede, fairfightende danskere har besejret de onde svenskere og Skråen eksploderer i jubel og heltemusik.

Karakteropbygningen er særdeles vigtig i wrestling. Lige fra musikken de kommer ind til, det outfit de har på, attituden, navnene og den personlige stil. Vi stiftede bekendtskab med den frække finske wrestler Valentine, som kæmpede i bar overkrop og lyserød dragt med hjerter på, kom med seksuelle tilnærmelser til publikum og brugte både røven og skridtet til at nedkæmpe sin modstander. Wrestling er i øvrigt ikke kun for hårdtpumpede mandemænd. De to svenske amazoner; Sixt og Betty Rose, the pin-up punisher, udkæmper en nervepirrende cat fight, hvor der både tages klapstole, fadøl og skraldespand i brug. Da Sixt slammes ud ad ringen, lander hun lige i skødet på min måbende makker, som aldrig har været til wrestling før. Her modtager hun et par chops, syngende lussinger på brystkassen, inden kampen fortsætter i ringen.

Aftenens main event stod mellem den regerende body slam champ, Michael Fynne aka the get high bad guy, som kommer i ringen til gangsta rap, med tre par solbriller i panden, grillz på tænderne og en pimpet pels, som kunne gøre Nik & Jay misundelige. Han skulle møde Aalborgs egen Peter Olisander aka Sandheden - en ond profet på korstog, som medbringer en bog, som han både bruger til at prædke og slå med. Så snart Sandheden præsenteres, begynder publikum at råbe ”løgnen, løgnen” og det er tydeligvis en stor del af kulturen, at publikum gerne må råbe, buhe, give fingeren og gøre sig morsomme på wrestlernes bekostning. Kampen var en såkaldt ladder match, hvor mesterskabsbæltet hænger i loftet, og den som får rejst en stige og hevet bæltet ned, ender som body slam champ... Men sådan en stige kan bruges til meget andet end at kravle op på! Av av av. Pludselig går lyset ud, Skråen mørklægges og da det bliver tændt igen, har Sandheden fået hjælp af sine to sandhedsapostle, Emeritus og Vasyl, som fuldstændigt uretfærdigt hjælper ham op på stigen og så ender Michael Fynnes 623 dage som champ.

Selvfølgelig er det aftalt spil. Selvfølgelig har de trænet, øvet og planlagt meget af det som sker i ringen, men det er hamrende underholdende, hylende morsomt og indimellem dybt imponerende, når de flyver, hopper, chopper, kaster, klasker, slår, sparker og bodyslammer hinanden – i underholdningens navn. For selvom de er konkurrenter, er de også kollegaer og ringen skal jo pilles ned igen, så fortællingen kan fortsætte til næste slam i næste by.

En ting er sikkert! I kan finde mig igen på forreste række til næste år, med en kande fadøl i den ene hånd og en overdimensioneret skumgummihånd på den anden. Ork satme, det er fedt at være bodyslam fan.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...