I det  ny madkøkken kan børn og bedsteforældre arbejde sammen. Arkivfoto
Livet her

Tag barnebarnet med i køkkenet

Ny madskole med hjertesund mad

08. oktober 2017 kl. 09:58

AALBORG: En ny madskole, Børnebørnenes Madværksted, som Hjerteforeningen står bag, inviterer bedsteforældre og børnebørn til at gå i køkkenet sammen for at tilberede velsmagende og hjertesund mad. Madskolen kommer nu til Aalborg.

På hvert hold er der plads til otte bedsteforældre og deres otte børnebørn. Vil du og dit barnebarn være med, så kontakt Ruth Bay eller Jette Hatab fra Hjerteforeningen Aalborg og meld dig til.

Det er sjovt og hyggeligt at tilberede mad sammen. Jeg opfordrer derfor bedsteforældre til at invitere deres børnebørn med i køkkenet for at lære om og tilberede hjertesund mad sammen, og samtidig have det sjovt, siger Ruth Bay fra Hjerteforeningen Aalborg.

I løbet af kurset kommer deltagerne til at tilberede morgenmad, madpakker, eftermiddagssnacks og festmåltider, som deltagerne hver gang slutter med at spise. Den samlede pris for at bedsteforælder og barnebarn kan deltage i kursusforløbet, er 160 kroner, som dækker udgifterne til underviser, madvarer, lokaler mv.

Tilmelding foregår efter først-til-mølle princippet. Børnebørnene skal have en alder der svarer til 4. til 6. klasses elever.

Madskolen foregår i køkkenet på Herningvejens Skole, Aalborg Øst på følgende fire mandage: 9. oktober og 23. oktober, 6. og 20. november. Undervisningen, som kokken Gerald Abschneider står for, foregår mellem kl. 16.30 og 19.30.

Interesserede kan tilmelde sig til aalborg@hjerteforeningen.dk

Annonceret indhold

Nyeste