Star Wars sagaen tilsættes musikalsk krydderi af Aalborg Symfoniorkester i Aalborghallen

AALBORG: Alle Star Wars-fans skal sætte kryds i kalenderen, for en helt ny og unik Star Wars-oplevelse kan snart opleves i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Den første Star Wars-film, og den fjerde episode i Star Wars-sagaen, med titlen ’A New Hope’, spiller nemlig på det store lærred i Aalborghallen tirsdag den 1. oktober og onsdag den 2. oktober, mens Aalborg Symfoniorkester bringer den verdensberømte musik til live, og den symbiose skal man give sig selv muligheden for at opleve.

Det er nok de færreste, der ikke kender til George Lucas’ ikoniske Star Wars saga – med dets små grønne mænd, lyssværd og talende ’bjørne’ – eller wookies, som de kaldes i filmene.

Man skal ikke spøge med Darth Vader, der spilles af skuespilleren David Prowse, og det får Leia Organa klar besked på. Filmfoto: Star Wars

Og det er ofte sådan, at man enten elsker eller hader det uendelige univers, der præsenteres i filmene. Men er man fan – ja så er denne filmkoncert den perfekte mulighed for at komme med på en rumrejse, der når nye højder, når Aalborg Symfoniorkester tilføjer lidt ekstra musikalsk krydderi til en ellers vellykket opskrift.

Den første film, A New Hope, udkom i 1977 med blandt andre Harrison Ford, Mark Hamill, Carrie Fisher og Alec Guinness på rollelisten, og løb afsted med intet mindre end 6 Oscars.

Det er ligeledes den prisvindende komponist John Williams, der står bag musikken til filmen. Det er derfor heller ikke en tilfældighed, at det netop er denne film, der er afsæt for konceptet Star Wars in Concert, som for første gang præsenteres i Danmark i 2019, her iblandt i AKKC.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...