Oplev lidt af fortiden, når Limfjordsbanen kører veterantog i efterårsferien

AALBORG: Til lyden af vognenes knirken og fløjtens hylen kan du i efterårsferien for en stund drømme dig til en anden tidsalder.

I ferien kan du nemlig tage familien med på en tur med damplokomotiv - helt som da oldefar var barn.

Det er Limfjordsbanen, der giver mulighed for en tur med gamle teaktræsvogne bygget til danske privatbaner mellem 1901 og 1933 - og altså med et damplokomotiv fra 1916 i front, skriver banen i en pressemeddelelse.

Fra Aalborg Station er der mulighed for at køre til Lufthavnen, Østhavnen eller Skørping.

Turen til Lufthavnen tager cirka en time med ophold i Lufthavnen og Lindholm. Østhavns-turen tager cirka to timer med ophold i Østhavnen, mens turen til Skørping tager cirka to en halv time.

Turene til lufthavnen køres søndag 17. oktober kl. 11.40 og kl. 14.40. Tirsdag 19. oktober og torsdag 21. oktober kører man til Østhavnen kl. 13.30. Søndag 24. oktober går turen til Skørping kl. 14.15. Alle afgange er fra Aalborg Station.

Du kan læse mere om turene og se hele køreplanen på Limfjordsbanens hjemmeside. Billetter købes enten via siden eller ved toget før afgang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...