I år skal du booke billet på forhånd til Aalborg Zoos populære juleevent

AALBORG: Mens både julemarkedet på Gammeltorv og skøjtebanen på C.W. Obels Plads er aflyst, så bliver det jul i Aalborg Zoo i år.

Den populære julebegivenhed, der åbner om nøjagtig to uger, bliver gennemført som planlagt.

- Vi har rigtig god plads og efterhånden også en vis erfaring med at håndtere corona-situationen, så derfor kan vi køre videre også med de nye restriktioner, siger direktør i Aalborg Zoo Henrik Johansen.

Han understreger, at haven har sat alt ind på at give de mange tusinde gæster, der forventes at besøge den store lysfest, en god oplevelse med stort fokus på sikkerhed. Derfor laver man som noget nyt i år et bookingsystem, sådan at alle gæster på forhånd skal booke en tid for at kunne besøge Jul i Zoo. Det gælder også årskortholdere, som har gratis adgang til julebegivenheden.

- På den måde kan vi sprede gæsterne bedre ud over de timer, vi har åbent. Sidste år kunne vi se, at der stort set hver dag var flest besøgende lige efter åbningen klokken 16, mens der senere på aftenen var god plads, siger han og tilføjer, at det også betyder, at man har helt styr på, hvor mange, der bliver lukket ind.

Det nye bookingsystem åbner for bestilling i løbet af ganske få dage. Og selv om der er plads til mange tusinde gæster fra åbningen 13. november og frem til Jul i Zoo lukker i slutningen af december, så forventer Henrik Johansen, at der vil være dage, hvor der bliver rift om pladserne.

- Der vil sikkert være nogle dage lige op til jul, hvor rigtig mange gerne vil af sted, så der skal man nok være hurtig, hvis man vil sikre sig adgang, siger han.

LÆS OGSÅ: Julemagi i vente: Det Gamle Apotek rykker ind i Zoo

Katrine Schousboe
Pynt og pingviner - en af årets store nyheder er en underjordisk julebutik i pingvin- og søløveanlægget. Foto: Claus Søndberg

Underjordisk julebutik

Rundt omkring i haven er julestemningen for alvor ved at brede sig.

De hundredtusindvis af lys, der er en stor del af eventen, er på plads, og i denne uge er Det Gamle Apotek begyndt opbygningen af en af årets store nyheder - en julebutik i gangarealet under pingvin- og søløveanlægget.

Sidste år besøgte 85.000 Jul i Zoo, og det tal kan meget vel blive slået i år. For med mange aflyste julearrangementer og julemarkeder, forventer Henrik Johansen, at mange vil søge mod Aalborg Zoos begivenhed.

- Der kommer næppe færre end sidste år, men det vigtigste er, at vi kan gøre det på en god og forsvarlig måde for alle, fastslår han.

Udover det billetsystem bliver der også gjort en række fysiske tiltag i parken. Ved indgangen får gæsterne udleveret gratis mundbind, der bliver ensrettet færdsel flere steder i haven, og så er der indkaldt ekstra personale til at guide gæsterne og sørge for, at ingen klumper sammen, sådan at forsamlingsforbuddet bliver overtrådt.

- Vi har også indkøbt en del tællere, der viser rødt eller grønt lys alt efter, hvor mange mennesker, der befinder sig det pågældende sted. Vi synes, de skilte som butikker f.eks. har, der fortæller, hvor mange mennesker, der må være i et lokale, er for nemme at overse, og derfor er tællerne en bedre løsning, vurderer han.

I det hele taget mener Henrik Johansen, at Aalborg Zoo har et særdeles godt udgangspunkt for at give en på alle måder festlig og tryg oplevelse til de besøgende.

- Vi glæder os rigtig meget og gør alt det, vi overhovedet kan.

Jul i Zoo åbner fredag 13. november. Du kan læse mere om den store lystfest på Aalborg Zoos hjemmeside eller ved at trykke her

LÆS OGSÅ: Ho Ho Hooo: Julen begynder tidligt i Zoo

Katrine Schousboe
Juleshoppen bliver til som led i et nyt samarbejde med Det Gamle Apotek. Foto: Claus Søndberg
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...