Efter nogle år uden for sushikæden bliver sund takeaway nu indlemmet igen

AALBORG: Frem og tilbage er som bekendt lige langt.

Også for takeaway-konceptet eatlow i Reberbansgade. Fremover er den nemlig en del af SushiMania-familien i Aalborg.

Det sker efter, hvad sushi-kæden i en pressemeddelelse kalder "et effektivt og exceptionelt ukompliceret forhandlingsforløb".

Kæden ved da også, hvad den går ind til med det nye familiemedlem.

I 2013 var SushiMania med til at starte eatlow i Aalborg, som et sundt alternativ til den tunge junkfood, som var standarden i byen på daværende tidspunkt.

Men efter et års tid besluttede SushiMania at fokusere på kerneforretningen, og Linda Bruun overtog eatlow.

Nu har sidstnævnte så solgt takeaway-forretningen tilbage til sushikæden til glæde for alle parter.

- Vi er glade for, at eatlow er kommet tilbage i SushiMania-familien. Linda har arbejdet umådeligt hårdt og har gjort konceptet og brandet til sit eget, og nu er det tid til at udnytte det potentiale. Vi har været i dialog med Linda i et stykke tid nu, og vi kunne se nogle spændende nye veje, som vi kunne tage eatlow med ud på, siger den nye direktør i eatlow og chef for SushiMania Aalborg Nathalie Ina Kühl.

Linda Bruun fortsætter som pr- og grafisk chef i både SushiMania og eatlow.

- Jeg glæder mig til at fokusere på de ting, som jeg er bedst til og brænder mest for. Det er en god synergi mellem det, som SushiMania kan og det, som eatlow og jeg kan. Vi startede dette eventyr sammen, og nu er jeg kommet hjem igen. Det er dejligt, siger hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...