Det er ved at være sidste chance for tilmelding til dette års Band Battle. Arkivfoto: Laura Guldhammer

15. februar er sidste chance for tilmelding til Band Battle 2018

AALBORG: Så er det NU alle talentfulde nordjyske bands og singer/songwritere skal melde sig til talentkonkurrencen Band Battle med præmier til en værdi af over 50.000 kr.

- Er I bosiddende I Nordjylland og spiller I pop, rock, soul, blues, dance, hip hop, folk, electro, alternative, world, heavy metal, country el. lign, så har I muligheden for at deltage I Band Battle. Er du nordjysk singer/songwriter og har en handful gode sange I skuffen, så har du muligheden for at deltage I songwriters Battle. Det er kun bands, som spiller originalmusik, som kan deltage, fortæller Søren B. Kristensen fra Skråen i Nordkraft, som er arrangør.

Sidste års vinder Merula fik udover 10.000 kr. i kontanter, to tarifbetalte jobs på Skråen i Nordkraft samt en opvarmningstjans for Gnags foran 5000 tilhørere i Skovdalen. Titlen som årets nordjyske songwriter samt præmier for 10.000 kr. blev delt mellem jazzmusikeren Ginne Marker og den elektroniske musiker What A Month, som fik en opvarmningstjans for Burhan G.

Udover at være med i kapløbet om at blive året Nordjyske navn eller Årets Nordjyske Songwriter giver BandBattle også muligheden for at blive "opdaget". Skråen har tradition for at booke flere af de bedste Band Battlebands og singer/songwriters til kommende koncerter, og igen i år består Band Battle finalens dommerpanel af professionelle branchefolk fra festivaler, spillesteder, pressen, bookingbureauer mm. Dette gør Band Battle til et fremragende udstillingsvindue for nordjyske bands og singer/songwriters.

Der er deadline 15. februar 2018. Et udvalg lytter de indkomne ansøgninger igennem og vælger 12 bands ud som sammen med de tre vindere fra de indledende runde kæmper om seks finalepladser. I Songwriter Battle kommer 10 singer/songwriters til at kæmpe om to finalepladser.

Band Battle er støttet af Royal Unibrew, DMF-Dansk Musiker Forbund, og ANR - Nordjyske Medier.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...