Er du vild med "jyske cupcakes"? Scroll ned og se, hvor du får byens største. Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>
Mad & Drikke

Tartelet-krig: Hvem har egentlig Nordjyllands største tartelet?!

Mega-tarteletten på Egholm har fået en konkurrent i byen - vi tester med vægt og tommestok

28. juni 2021 kl. 16:14

AALBORG: Man siger, at det ikke er størrelsen, der tæller. Meeeeeen...

...Ikke desto mindre er der nu udbrudt en regulær tartelet-krig mellem to af byens spisesteder, der begge påstår at være god for Nordjyllands suverænt største tartelet.

Restaurant Kronborg på Egholm har indtil nu været på en klar førsteplads, og Limfjordsperlens balje af en tartelet er da også en attraktion i sig selv.

- I 2020 har vi i alt solgt cirka 10.000 styks. Det svarer til, at hver tredje gæst har bestilt tarteletten, lyder det med et smil fra Kasper Kristensen, ejer af restauranten.

Tirsdag og torsdag aften står i tartelettens tegn på restaurant Kronborg. Her får du tarteletter og isbar til en skarp pris. Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Den nye dreng i klassen

En anden mega-tartelet har nu meldt sig på banen. Det er Café Frederiksberg på Hadsundvej, der har kreeret, hvad der potentielt topper Egholm-tarteletten.

Det fremgår på caféens facebookside, hvor der lokkes med et deal, der består af en fadøl og "Nordjyllands største tartelet". Tarteletten har været på caféens menukort i 2-3 uger, og mange gæster har allerede haft gaflen i den, forlyder det.

Johnny Hurup fra Café Frederiksberg fortæller, at de selv har været vejen forbi Egholm for at lave research. Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Spørgsmålet er nu: Hvem har ret? Hvor får man Nordjyllands største tartelet?

Med køkkenvægt og tommestok i baglommen tog vi ud for at afgøre sagen. Lad os bare sige: Der er en klar vinder!

Som det ses i videoen, fik vi målt os frem til disse tal:

Café Frederiksberg

Diameter: 17 centimeter

Vægt: 666 gram

Pris: 99 kroner

Restaurant Kronborg

Diameter: 17 centimeter

Vægt: 824 gram

Pris: 135 kroner

Hermed afgjort. Restaurant Kronborg har (stadig) Nordjyllands største tartelet!

Kasper Kristensen fra Kronborg er glad men også helt cool, da han modtager nyheden om sin sejr.

- Ja ja, det vidste jeg jo godt, siger han med et smil og et glimt i øjet.

Annonceret indhold

Nyeste